0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Et år med åndenød

20. december 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Litteraturredaktøren ser på det internationale bogår gennem de begivenheder, der bidrog til at gøre 2020 til et anderledes og voldsomt år: pandemien, Black Lives Matter, #MeToo, præsidentvalget i USA, klimakrisen og udviklingen i Kina.

Læser man for at undslippe virkeligheden eller for at konfrontere den? Mange læsere har med garanti pendlet mellem disse yderpoler i det forgangne annus horribilis.

På den ene side behovet for at blive grundigt oplyst om det, der foregår i realiteternes verden, på den anden side behovet for at lukke af og fylde bevidstheden med noget helt andet. Både fag- og skønlitteratur har været leveringsdygtig i forhold til begge behov i det forgangne år, men realistisk litteratur har klart haft førertrøjen på.

De store begivenheder og temaer i mareridtsåret 2020 har ud over coronaen været racisme (Black Lives Matter), #MeToo,Kina og som bagtæppe for det hele: den accelererende klimakrise. Ind og ud af alt, hvad der er foregået, har Trump faret rundt som en ond lampeånd. Hans ageren og republikanernes opførsel i USA efter hans nederlag peger på endnu en bekymrende problematik: den fanatiske tro på en postuleret, alternativ virkelighed. Lad os se på årets bøger gennem de fremhævede temaer:

Pandemisk set

Coronaen satte gang i en stime af fagbøger om epidemier. Paul Giordanos essayistiske ’I smittens tid’ kom hurtigt og står stadig som den mest langtidsholdbare af de nye.

Af de skønlitterære klassikere fik Albert Camus’ uovertrufne ’Pesten’ fortjent mange nye læsere, og de glemmer ikke lige med det første den altopofrende humanist, doktor Bernard Rieux, som kæmper for at redde de syge. Også Daniel Defoes faktamættede ’Pestens år’ fra 1667, som Camus var inspireret af, har fortjent fået nyt liv.

Der er noget naivt, næsten infantilt over voksnes genopdagelse af naturen, men er det ikke noget, vi alle oplever?

Enhver avis med respekt for sig selv lagde hurtigt lister op med bud på bøger om smitte og sygdomme: José Saramagos ’En fortælling om blindhed’, Gabriel Garcia Marquez’ ’Kærlighed i koleraens tid’ og Margaret Atwoods ’Oryx og Crake’ er sikre på listerne hver gang.

Black Lives Matter

En sætning mere end nogen anden kendetegner for mig dette absurd dramatiske år: »I can’t breathe«, som George Floyd stønnede, i sekunderne inden Derek Michael Chauvin, en hvid, 44-årig politibetjent fra Minneapolis Police Department, kvalte ham med sit knæ under en anholdelse. 2020 har været et år fuld af åndenød, og Floyds død, der afstedkom voldsomme demonstrationer under parolen ’Black Lives Matter’ verden over, også herhjemme, bragte bøger om racisme til tops på bestsellerlisterne i mange lande. To af dem er ’White Fragility: Why It’s So Hard for White People to Talk about Racism’ af Robin DiAngelo og ’Why I’m No Longer Talking to White People About Race’ af Reni Eddo-Lodge.

Jennifer Lorenzini/Ritzau Scanpix
Foto: Jennifer Lorenzini/Ritzau Scanpix

Colson Whiteheads roman ’Drengene fra Nickel’ udkom i den forgangne sommer på dansk. ’The Water Dancer’ af Ta-Nehisi Coates om slaver, der bruger magi for at undslippe rædslerne er endnu ikke oversat, men begge er yderst læsværdige.

I mange lande, Tyskland f.eks., topper Barack Obama og Michelle Obamas selvbiografier bestsellerlisterne. Begge peger på sorte amerikaneres virkelighed. Måske det privilegerede pars bøger for mange læsere bruges som modgift til Trump – sådan kan Det Hvide Hus også være befolket.

Privilegieblindheden

Det er litteraturens enestående kvalitet, at den tilbyder læseren et andet blik på verden end vedkommendes eget.

I ’Hordernes hærgen’ blotlægger engelske Douglas Murray med satanisk vid, hvad der kan ske, når identitetspolitiske sekterikere forlanger, at sproget skal renses for ’forkerte’ ytringer og historien skures ren for helte, der ikke lever op til nutidens tænkning. Eller en forfatter som Jeanine Cummins bebrejdes, at hun i ’Jordens salt’ tillader sig at skrive om mexicanske immigranters svære vej til USA, når hun nu ikke selv er mexicaner.

Men Douglas Murray begår den fejl selv at tro, at alt er sprog, han ser bort fra de helt konkrete årsager til, at brune og sorte og andre mindretal i disse år hæver stemmen. Han burde læse Layla F. Saads ’Me and White Supremacy’, som handler om, hvordan man bliver bevidst om egne fastlåste indstillinger og fordomme. Hvilket som bekendt er lettere sagt end gjort.

Jeg er hurtigere ude med bøgerne end Amazon

En tanke: Måske er kløften i USA mellem en republikansk (lettere religiøs) og en demokratisk (mere sekulær) opfattelse af, hvordan verden er fat, lige så stor som mellem sorte og hvide?

#Ogsåjeg

Det begyndte i USA i 2017, da journalisten Ronan Farrow var med til at afsløre magtfulde mænds seksuelle overgreb på kvinder, som man kan læse om dem i bogen ’Catch and Kill’, som udkom herhjemme i år, netop som det lille danske #MeToo-skvulp blev til en tsunami.

 Thron Ullberg. Forfatter Matilda Gustavsson
Foto: Thron Ullberg. Forfatter Matilda Gustavsson

Siden er der kommet utallige bøger, der handler om det opgør med seksuelle krænkelser, som efterhånden er blevet til en arbejdskamp. Med den selvbiografiske beretning ’Samtykket’ sørgede Vanessa Springora for, at kulturparnasset i Frankrig fik sin celebre sag, som Sverige for længst havde haft det med ’Kulturprofilen’, Jean-Claude Arnault, der viste sig at være voldtægtsmand. Stærkt anbefalelsesværdige er Matilda Gustavssons ’Klubben – en undersøgelse’ og Åsa Linderborgs selvopgør i ’Året med tretten måneder’ om den svenske #MeToo-debat i 2017-18. Linderborg tillader sig ikke at være cool, men lader selvkritisk og skånselsløst det hele hænge ud. Gustavsson minder om kompleksiteten i forbindelse med mange af sexsagerne.

Naturen betyder noget

Klimakrisen fejrer triumfer. Både i den virkelige verden og på bestsellerlisterne. Også vor egen Bjørn Lomborg er på banen. Selvfølgelig. ’False Alarm: How Climate Change Panic Costs Us Trillions, Hurts the Poor, and Fails to Fix the Planet’ er hans bud på en alternativ virkelighed. Jeg har kun læst positive anmeldelser af den i publikationer, der støtter den gamle fossile orden.

Den vedvarende strøm af klimakrise-bøger har fået følgeskab af mere eller mindre pudseløjerlige og finurlige bøger om dyr. Muldvarpe, grævlinger, katte, hvaler m.fl. ’Becoming Wild: How Animal Cultures Raise Families, Create Beauty, and Achieve Peace’ af Carl Safina er blot en af dem. Trenden lukrerer på den omsiggribende og forståelige frygt og bæven i forbindelse med den kontinuerlige ødelæggelse af naturgrundlaget.

I denne måned kom der tal på. Der eksisterer nu mere menneskeskabt ’materiale’ (veje, bygninger m.m.), end der er biomasse på planeten! Et godt bud på en bog fra i år, der kombinerer enorm faglig indsigt med personlig refleksion er ’The Story of More’ af geobiologen Hope Jahren. Et åbent brev om sammenhængene mellem menneskets innovative evner (og forbrug!) og klodens miserable tilstand.

Få har været så gode for litteraturen som Trump

En anden tone får man i ’A Life on Our Planet: My Witness Statement and a Vision for the Future’ af den nu 90-årige engelske naturhistoriker og tv-mand David Attenborough, ham der altid stikker hovedet ind i billedet, netop som man ser på en komodovaran.

Og så har Richard Powers fantastiske Pulitzer-vinder ’The Overstory’ fra 2018 om californiske redwood-træer, der kommunikerer med hinanden, sat en veritabel bølge i gang af bøger om træer, skyer, vand og andre naturfænomener. Hvordan man forstår dem, hvad man kan lære af dem. Fra Robert Macfarlanes ’Underland’ om det kriblende og krablende liv under os til ’A Cloud a Day’ af Gavin Pretor-Pinney, som retter blikket mod himlen.

Der er noget naivt, næsten infantilt over voksnes genopdagelse af naturen, men er det ikke noget, vi alle oplever?

Trumpismen

Få har været så gode for litteraturen som Trump. Ifølge Amazon findes der flere tusinde bøger om ham, og han vokser også ind i andres bøger. Da jeg under pandemien talte med Jonathan Franzen, afslørede han, (hvad jeg ikke måtte skrive på det tidspunkt), at den roman, han netop har færdiggjort (og som foregår i 1970’erne), på sin egen tydelige måde bærer præg af præsidenten med det orange hår og de små hænder.

En af de mange Trump-bøger er ’Too Much and Never Enough: How My Family Created the World’s Most Dangerous Man’ skrevet af Trumps niece Mary L. Trump. Hun beretter med en insiders viden om lille, skadede Donalds opvækst og alt det, som efter hendes mening udstyrede ham med de karakteregenskaber, som gør ham så farlig. Mary L. Trump er selv uddannet psykolog.

Tom Brenner/Ritzau Scanpix
Foto: Tom Brenner/Ritzau Scanpix

Trumps politiske sprog er et kapitel for sig. Præsidenten, der har omtalt sig selv som et ’stabilt geni’, har 88,8 millioner følgere på Twitter, og derfra breder hans sorte ord sig til os andre. I ’How Trump Thinks: His Tweets and the Birth of a New Political Language’ undersøger Peter Oborne and Tom Roberts Trumps politiske sprog, som det er blevet til på Twitter, lige siden han og Melania forsøgte at sælge varer på the Shopping Network.

Er der i øvrigt en diagnose, der dækker den form for ptsd, som kan relateres til Trump? Findes der en kur? Kan man blive vaccineret?

Virkelighed og fantasi

At USA er ramt af splittelse og opløsning på tusind måder, vidner både amerikansk skønlitteratur, fagbøger og erindringer om. De bøger, der fik de bedste anmeldelser i den af coronaen hårdest prøvede by i verden, handler om samfundsforhold.

New York Times fremhæver Lydia Millets ’A Childrens Bible’ (familie, klima), Brit Bennets ’The Vanishing Half’ (identitet, hudfarve), Ayad Akhtars ’Homeland Elegies’ (indvandring, migration), Barack Obamas erindringer ’A Promised Land’, James Shapiros ’Shakespeare in a Divided America’ (USA set gennem Shakespeare), Anna Wieners ’Uncanny Valley’ (de barske forhold i techindustrien), Margaret MacMillans ’War’. How Conflict Shaped Us’ (om krigens indflydelse på samfundets udvikling).

Trumps værste bedrift er at have elimineret en fælles opfattelse af virkeligheden i USA. I Akhtars ’Homeland Elegies’ spiller selve fornemmelsen af, at virkeligheden er på hælene i forhold til ’reality’ en stor rolle, men det sker inden for rammerne af en realistisk roman.

Sådan er det ikke i Karl Ove Knausgårds ’Morgenstjernen’, første bind i en trilogi, hvor det overnaturlige og uforklarlige bryder med realismen, og det hører med til billedet, at genregreb fra fantastikken bruges af flere og flere forfattere. David Mitchell, ham med ’Skyatlas’, kalder det litterært selvmord ikke at ville lade sig inspirere af fantasy og sci-fi. George R.R. Martin og J. K Rowling sidder solidt på deres fantasy-troner, men der er snesevis af andre hjemlige og udenlandske forfattere, der fejrer triumfer med fantastiske historier, som foregår i en moderne verden, tænk f.eks. på Neil Gaiman.

Den egentlige kinesiske virus

Kina har nogle af verdens største boglader, men de rummer ikke systemkritiske bøger. Pandemiens tilsyneladende rødder i Wuhan rettede for en stund søgelyset mod den manglende ytringsfrihed i regimet, men det var først, da Kina med en ny national sikkerhedslov de facto ophævede Hongkongs selvstyre tidligere på året, at styret viste, hvilken fremtid det satser på.

Peter Parks/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Parks/Ritzau Scanpix

Bøger af prominente, demokratiske aktivister er for længst forsvundet fra byens biblioteker og boglader. En af de nu utilgængelige titler er Joshua Wongs ’Unfree Speech: The Threat to Global Democracy and Why We Must Act’, hans manifest for et globalt demokrati. Den største fare, der udgår fra Kina, er dets foragt for demokrati.

Jeff mod Luca

Ja, sådan kan et internationalt bogår se ud, hvis man lader en tematisk og temmelig USA-domineret tilgang styre, men det har virkelig også været et ekstremt amerikansk år. Selve den martrede amerikanske nation synes som et sort hul at have suget al verdens energi til sig.

Chefen for Amazon, Jeff Bezos, er i fuld gang med at suge alle penge til sig. Online-pioneren, der begyndte som boghandler, var i forvejen verdens rigeste mand, og nu har han næsten fået sin formue fordoblet af pandemien, som går hårdt ud over den gamle verdens boglader.

I Milan er der råd for det. Her har Luca Santini taget kampen op mod den amerikanske gigant ved at cykle ud til kunderne med sin ladcykel og sit LibriSottoCasa-koncept, som går ud på at levere bøgerne direkte til døren.

»Don Quixote drog ud for at kæmpe mod vindmøllerne. Mine vindmøller er de multinationale online-monstre, og jeg er hurtigere ude med bøgerne end Amazon«, siger Santini, der har kørt rundt med sin røde ladcykel siden 2015.

Da doktor Rieux fra Camus’ ’Pesten’ kigger ud ad vinduet, mærker han »denne svage kvalme med hensyn til fremtiden, som man kalder uro«. Sygdommen tvinger alle til at opføre sig, som om de ikke har nogen individuelle følelser, tænker han. Men det har vi jo. Følelser. Og i 2020 var mange af dem stærke. En af dem, der fornemt evner at transformere følelser til poesi, er amerikanske Louise Glück, som modtog årets Nobelpris i litteratur.

2020 manglede hverken voldsomme følelser eller voldsomme begivenheder.

Meget af de næste års litteratur vil afspejle det.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden