Som ung blev Angie Thomas sendt på et privat kristent college bare 10 minutters kørsel fra det rå fattige kvarter, hun var vokset op i. Hendes mor ville sikre, at hun fik en god, tryg uddannelse. Men en dag rystede hun af angst – der på den pæne primært hvide skole.
Det var den dag, hun skulle læse sin afgangsopgave op foran hele skolen. Og hun rystede ikke på grund af præstationsangst, men fordi hun i sin opgave, en novelle, havde skrevet ærligt om den racisme, hun oplevede på skolen, og de mikroaggressioner, hun blev udsat for. Ting, hun indtil da havde pakket væk bag den pæn pige-attitude, hun hver morgen anlagde, når hun krydsede broen fra sit eget kvarter til den anden verden.
Men da hun hørte om den 22-årige Oscar Grant, der i 2009 blev dræbt på Fruitvale Station i Oakland, Californien, var det nok. For selv om han, som en video viste, lå på maven med hænderne bag ryggen og ikke kunne bevæge sig, skød politiet ham i ryggen. Betjenten blev ikke tiltalt for det.
»Jeg var så vred, men mine hvide klassekammerater forsøgte enten at retfærdiggøre det, fordi Oscar Grant engang var narkohandler, eller også var de bare ligeglade og ville ikke høre den anden side af historien. Jeg følte, at jeg var nødt til at gøre noget, og det eneste middel, jeg havde, var at skrive. Så jeg skrev en novelle om en pige ved navn Starr, der som jeg navigerede i forskellige verdener, og en dreng ved navn Khalil, der var meget lig Oscar Grant«.
