Nogle sandheder kan man ikke fortælle. De skal skrives ned og læses.
Sådan havde sidste års Booker-prisvinder, Douglas Stuart, det. Han kunne ikke få sin mand, som han har været sammen med i 25 år, til at forstå, hvordan det var for ham at vokse op med en enlig ludfattig alkoholikermor i Glasgow i 1980’erne. Men da han satte sig ned og skrev 1.600 sider om det i romanform og lod ægtemanden læse det, åbenbarede det sig: Det var ubærligt barskt, kærligt, sjovt, livsfarligt, ondt og ydmygende. Og meget, meget mere. Og den kompleksitet har man brug for fiktionen til at mane frem.
»Jeg kunne fortælle dig, hvem Shuggie Bain er, men du ville ikke føle og forstå det, som du gør, hvis du læser bogen. Når du gør det, bliver billederne af det dine egne«, siger Douglas Stuart fra sit arbejdsværelse i New York, hvor han har opholdt sig det seneste år, mens hans debutroman, ’Shuggie Bain’, til gengæld er nået ud i hele verden.
Han tog sig 10 år til at genskabe sin barndoms verden. For prisvinderen er uddannet designer med speciale i striktøj og arbejdede bl.a. for Calvin Klein, Ralph Lauren og Gap og havde typisk arbejdsdage, der strakte sig fra 8.30 om morgenen til 21 om aftenen. Så skrivetid måtte han finde i subway’en på vej til arbejde, i frokostpausen, hvor han tog noter på sin telefon, eller om aftenen, før han faldt i søvn.
