Pardonnez-moi. Må jeg indlede med en personlig anekdote?
Som 19-årig tog jeg til Paris for at få et job som babysitter og lære ordentlig fransk. Men allerede ved jobsamtalerne mærkede jeg et ubehag. Jeg blev talt til, som om jeg var uintelligent, fordi jeg ikke talte sproget perfekt, og jeg blev vist indkvartering på usle, uopvarmede værelser – et af dem med et ’praktisk’ campingtoilet lige ved sengen. Jeg fik knuder i maven, men mødrene, der stod for ansættelsen, behandlede mig, som om jeg burde være taknemmelig for at få chancen. Efter en stribe samtaler tog jeg i stedet toget hjem og fik job med at lodde elektronik på B&O. Til en reel løn og uden at skulle indgå i nedværdigende sociale relationer.
Fornemmelsen af at stå der i en herskabelig pariserlejlighed hos en rig familie og blive betragtet som et underlegent eksemplar af menneskeracen dukker op til overfladen, når jeg nu læser ’På undersiden af dagen’, som er den 33-årige forfatter Emeli Bergmans romandebut.
Den handler om den unge svenske Anna, der har afskåret al kontakt til forældrene, som hun bebrejder for sin lillebrors død af en overdosis, og nu er rejst til Frankrig. Her tager hun arbejde som au pair og flytter ind hos en familie. Da tiden dér rinder ud, flytter hun til en ny, så endnu en ny og endnu en. Anna lever i et limbo mellem at være en, som mødrene gerne vil drikke vin med, betro sig til og herse med, en, fædrene gerne vil vartes op af eller knalde, og en, der får kontanter i en kuvert, til gengæld for at små børn kan søge omsorg og tryghed hos hende.
