Velling Friskole 2002. Der er morgensamling. Cecilie Lind er 10 år. Hun er ny på skolen, genert, passer ikke ind. Dagen begynder altid med sang. Hun kan ikke synge, gider ikke synge. Men hun opdager, at Grundtvigs tekster er smukke, og mens børn og lærere omkring hende istemmer ’Den signede dag med fryd vi ser’, leger hun med ordene på sangbogens side. Bytter ud, flytter rundt, laver nye sammensætninger og betydninger. Skaber sin egen verden af ord.
Og resten af hendes opvækst i Vestjylland, i svære år, hvor hun sultede sig for i det mindste at få kontrol med kroppen, når så meget andet var kaotisk, var ord hendes fristed. Og senere i livet, når hun vaklede, fandt hun styrke i sine evner med ord.
»Jeg har altid haft en utrolig stor selvtillid til, at jeg kunne skrive, selv om jeg ikke havde selvtillid, når det gjaldt ret meget andet«, siger hun.
Ingen skriver da heller som Cecilie Lind. Af litterater er hendes ord blevet kaldt »trodsigt udmajede« og »viltert ordspillende«. Som en cola sætter det sig særligt i munden, på en gang krydret og sødt, boblende og ætsende. Selv har hun kaldt sin stil gurlesk (girl plus burlesque), og lige så groteske og farligt skarpe hendes digte og romaner kan være, lige så pludseligt frækt sjove kan de være. Som små knaldperler midt i mørket.
