Verden er ikke arrangeret til fordel for kvinder og børn, is it?
Hvordan finder man sine ben midt i livet? Efter en turbulent opvækst, en skilsmisse, en flytning, med en trængt økonomi? Deborah Levy sætter med sin trilogi af ’levende selvbiografier’ ord på erfaringer, der sjældent får lov at fylde i litteraturen.
Deborah Levy sidder i skyggen i et hjørne af gården bag Thiemers Boghandel på Vesterbro i København. Det er steghedt. Hun ryger en håndrullet cigaret, drikker en cortado og lander mentalt efter flyveturen fra Paris, hvor den engelske forfatter bor en del af året.
Hun har rundet de 63, har en lang karriere som dramatiker og forfatter til prisbelønnede bøger bag sig, men hendes stjernestatus er skudt voldsomt i vejret de seneste år, hvor hun med en trilogi baseret på sine egne oplevelser er blevet fejret i det meste af Europa. Hun kalder de tre bøger, som hun har skrevet i henholdsvis 40’erne, 50’erne og 60’erne, for »levende selvbiografier«, for hun skriver dem, mens hun lever sit liv. Alt, der sker, kan sætte gang i tanker, som bliver nedfældet som litteratur.
Hvordan ville dagen i dag blive beskrevet, hvis du skulle følge din opskrift?
Levy læner sig tilbage og begynder med rolig, lav røst, som reciterede hun et digt:
»Der kom store regnbyger i Paris. Det brød den stemning, der har været. Jeg bor på øverste etage og har store loftsvinduer, så man kan tydeligt høre det, når det regner. Mmm ...«.
»Jeg ville måske tænke over, hvad det er for en stemning, der opstår? Hvad en stemning i det hele taget er? Jeg ville gå fra vejret til noget helt andet. Måske ville jeg skrive om der, hvor jeg hver dag drikker kaffe og taler med tjeneren, som jeg holder meget af. Han tager sin lille søn med nogle gange. I dag talte vi om følelsen af, at tingene er våde, og at træerne bliver fodret af regnen«.
»Jeg ville starte sådan et sted«.
Tanken som nummer 1
Det er vigtigere at være en tænker end at være en dygtig skribent, mener Levy. Tankerne kommer først, dernæst evnen til at formulere dem litterært, understreger hun. Og når hun selv læser, er det forfatterens tankegang, der holder hende fascineret, ikke et plot eller særlige karakterer.
»Tænkning er vigtigere end at skrive. Du kan være den dygtigste forfatter, skrive de smukkeste sætninger, men hvis jeg ikke er interesseret i sindet, i tanken, er jeg ligeglad«.
I trilogiens midterste bog, ’Livets omkostninger’, der netop er udkommet på dansk, begynder hun med en scene, der er karakteristisk for forfatterens tankegang.
På en strandbar i Colombia overværer hun et møde mellem en moden, solbrun mand med sølvgrå knold i nakken og en ung kvinde, som han inviterer over til sit bord. Han taler derudad, men så afbryder hun og fortæller om en oplevelse på en dykkertur, der siger noget dybere om en personlig smerte. Men han lytter ikke og siger blot: »Du taler meget, gør du ikke?«.
Og Deborah Levy skriver: »Det var ikke så nemt at få ham, en meget ældre mand, til at forstå, at verden også tilhørte hende«. For han ikke så meget som overvejer, at hun muligvis ikke betragter sig selv som bipersonog ham som hovedperson.
»Det handler om at dele bordet«, siger Levy.
»Den unge kvinde er modig. Og han siger: »Du taler meget«. Nå, hvad troede han? At hun kom uden et forudgående liv? At hun kom bare for at lytte til ham? Grine ad hans vittigheder?«.
Levy læner sig lidt frem:
»Hun deler verden med ham, hun kommer med et liv, med en historie«.
Men manden er ikke åben. Han værdsætter ikke, at kvinden har sin egen historie, subjektivitet og psykologi, og han forstår ikke, at hun ikke bare vil sidde der og lytte til ham.
»Måske burde man sparke lidt til sådan en fyr«, smiler Levy skævt.
Hun mener, at den modne mand repræsenterer en attitude, der er ved at forandre sig. At kvinder har været vant til at skulle være stille og lytte til mænd, der var forvænte med at føre ordet, men at det er under forandring. Flere er klar til at give andre plads ved bordet.
»There we go! Det er metaforen. Bordet, der skal deles. Det er sådan, politik fungerer i mine bøger. Det er i hverdagslivet, i den måde, vi smiler til hinanden på, den måde vi kigger på hinanden, hilser på hinanden, hvem vi hepper på, hvem vi overser«.
Blå bog
Deborah Levy
Født i 1959 i Sydafrika, men har boet det meste af sit liv i England.
Romandebuterede i 1989 og var i en årrække tilknyttet Royal Shakespeare Company som dramatiker.
Har udgivet novellesamlinger, digtsamlinger, teaterstykker og i alt syv romaner.
Hendes selvbiografiske trilogi vandt i 2020 den fornemme franske Prix Femina.
To af Levys romaner fra trilogien er indtil videre oversat til dansk: ’Ting jeg ikke vil vide’ og ’Livets omkostninger’. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen. Vinter Forlag.
Woolf måtte ikke gå på græsset
Levy er opvokset i Sydafrika som datter af politiske aktivister. Da hendes far blev fængslet for sin modstand mod apartheid, påvirkede det hende så stærkt, at hun gradvist mistede stemmen. I stedet lærte hun at ty til skriften som en slags terapi, når hun havde brug for at udtrykke sig. Det har hun holdt ved hele livet.
Minderne fra barndomsårene, hvor hun i fire år boede hos familie og først blev genforenet med sine forældre, da hun som niårig kom til London, fletter hun ind i sin første bog i trilogien, ’Ting jeg ikke vil vide’. En roman, der også handler om at være i krise efter en skilsmisse, at være forfatter, feminist og finde sig selv. Samtidig er romanen hendes svar på George Orwells essay ’Why I Write’.
Forvirret? Det var Levy også selv, da hun begyndte at skrive på den. Eller måske nærmere: åben for, hvad der kunne ske.
»Jeg stjal Orwells overskrifter, og en af dem var: Politisk formål. Og de første linjer, jeg skrev på skærmen, var – og jeg husker det meget stærkt – : »Det forår, hvor livet var meget svært, og jeg lå i krig med min skæbne og simpelthen ikke kunne se nogen udvej, græd jeg åbenbart mest på togstationers rulletrapper«. De linjer dukkede frem under politisk formål«.
»Er det overhovedet i orden?, tænkte jeg«.
Men linjerne gjorde hende også nysgerrig.
»Jeg tænkte: »Godt. Nu har jeg min overskrift. Det her er inde i mig. Lad os se, hvad der sker«. Så jeg gav mig selv lov til at forfølge det, og når jeg ser tilbage, handler det om, at for mig starter alt i kroppen«.
At det sansede, kroppen, kommer først, gik op for hende, da hun skrev en scene om, hvordan jeg’et i romanen kigger nærmere på en plakat, hun har hængende på badeværelset (»fortælleren er en, som minder meget om mig. Det siger jeg nogen gange for at skabe lidt distance, for at skrive er jo et kunstgreb«, indskyder Levy). Plakaten viser under overskriften ’The Skeletal System’ et menneskeskelet, hvor alle organer og knogler er navngivet.
»Både jeg og fortælleren i bogen blev ved med at læse det som ’The Social System’. Og så begyndte jeg langsomt at forstå, at jeg skulle give hverdagseksistensen et ’spin’ fra den kvindelige forfatters synspunkt og finde ud af, hvor det måske er politisk. Og det viste det sig at være. Det var en åbenbaring«.
Skal læserne forstå jeg’et i romanerne som en stemme for alle kvinder eller specifikt for den kvindelige forfatter?
»Konkret er det en kvindelig forfatter, men jeg tror, at hun er inkluderende, så hun samtidig er enhver, der har brug for at sætte sit liv sammen igen. Eller at hun er enhver, der vil undersøge, hvad deres sorg består i, eller er interesseret i, hvordan verden er arrangeret«, siger Levy.
»Og verden er ikke arrangeret til fordel for kvinder og børn, is it? Eller til fordel for nogen, der lever på en måde, som ikke er foreskrevet af patriarkatet«.
Sin særlige genre har Levy døbt ’den levende autobiografi’, selv om hun først kviede sig ved det, fordi hun forbandt biografien med berømte personligheder. Men med inspiration fra Virginia Woolf holdt hun fast.
»For hun skrev på den måde hele tiden. Hun skrev i jeg-form, observerede og undersøgte det, hun så. Ved at skrive et ’jeg’ frem på den måde, skriver man også om et ’vi’ samtidig, og man tænker på en ny måde. Det er som at få adgang til bagsiden af dit sind«.
Som eksempel fortæller Levy en anekdote om forfatteren Virginia Woolf (1882-1941), der engang blev inviteret til at holde foredrag for kvinder på et Oxbridge College. De statelige bygninger og parker blev bevogtet af mænd med bowlerhatte og sort tøj. Og da hun gik hen over græsset, kom de straks hen til hende og sagde, at det var forbudt, at hun skulle gå væk.
»Det beskriver hun for os, meget mildt, meget kontrolleret. Hun havde ikke selv en uddannelse. Hendes brødre blev sendt på universitet, mens hun selv måtte studere derhjemme på sin fars bibliotek. Og da hun så kommer der som besøgende, er det første, hun får at vide, at hun skal se at komme væk fra græsset. Det bed jeg mærke i. Jeg tænkte: »Wow! Vi kan gøre gåturen politisk«. Jeg begyndte at forstå hendes teknik, og hvordan jeg kunne bygge videre på den«.
Og der er en ekstra pointe, som er værd at bide mærke i, når man ser Woolf der på græsset for sig, mener Levy. For her går en tænker, der ikke respekteres i et patriarkat. En, der begrænses af patriarkatet.
»Hun tænkte over noget, da hun gik dér på græsset. Og hun skriver, meget delikat, at den tanke forlod hende, så snart hun fik besked på at træde ud på gruset. Hun skriver det ikke selv, men jeg kan se, at det, hun reelt antyder, er, at det, hun tænkte på, måske var værdifuldt«.
Boguddrag
Fra ’Livets omkostninger’
Han sagde: »Du taler meget, gør du ikke?«
Det tænkte hun lidt over, mens hun sad og redte spidserne af sit hår ud med fingrene og iagttog to teenagedrenge, der solgte cigarer og fodboldtrøjer til turisterne på det brostensbelagte torv. Det var ikke så nemt at få ham, en meget ældre mand, til at forstå, at verden også tilhørte hende. Han havde løbet en risiko ved at invitere hende over til sit bord. Hun medbragte trods alt sit helt eget liv, sin helt egen libido. Det havde end ikke strejfet ham, at hun muligvis ikke betragtede sig selv som biperson og ham som hovedperson. I den forstand havde hun forrykket en grænse, fået et socialt hierarki til at kollapse, brudt med de sædvanlige ritualer.
Hun spurgte ham, hvad det var, han fik sammen med sine tortillachips. Han sagde, at det var ceviche, rå fisk marineret i limesaft, som på det engelske menukort blev stavet sexvice – »Serveres med kondom,« sagde han. Da hun smilede, vidste jeg, at hun forsøgte at være en, der var modigere, end hun følte sig, en, der kunne rejse frit rundt i verden på egen hånd, læse en bog og tage en øl alene på en bar om aftenen, en, der turde kaste sig ud i en kompliceret samtale med en fremmed. Hun tog imod hans tilbud om at smage cevichen, men hun gled uden om hans tilbud om en aftensvømmetur ud fra en øde del af den lokale strand, som lå, forsikrede han hende om, »væk fra klipperne«.
Fra ’Livets omkostninger’ af Deborah Levy. Oversat til dansk af Birgitte Steffen Nielsen. Udkommet på Vinter Forlag august 2022.
Det kloge og det dumme
Selv skriver Deborah Levy bøger ud fra en devise om, at de er en mulighed for at lade den kvindelige subjektivitet spadsere lige ind i verdens centrum.
I sin trilogi skriver hun konkret og lavpraktisk om, hvordan det er tungt at slæbe sin bagage og computer op ad en bjergsti og om forsøget på at indrette et koldt haveskur til godt skriveværelse. Og hun skriver om sit livs følelsesmæssige kriser, for eksempel om hvordan hun som barn klarer omplantningen fra Johannesburg til London, og hvordan hun trøster sin kræftsyge mor ved at hente sodavandsis i kiosken. Altid i en meget nøgtern tone.
Sådan taler hun også. Lavmælt, intenst og omhyggelig med sine formuleringer. Ord eller sætningsstykker gentages i reviderede versioner, indtil de når hen over det røde, vaklende cafébord i en form, som Levy er tilfreds med.
Samme nidkærhed har hun lagt i at gøre sin jeg-fortæller sympatisk, men ikke fejlfri.
»En af de ting, som kvinder har for vane at gøre – og nu generaliserer jeg – er at gøre sig selv mindre, så de kan få kærlighed og beundring fra andre, for det er en tryggere måde at være i verden på. Men det ville jeg ikke gøre. Jeg ville heller ikke gøre hende større, end hun er. Så hvordan gør man det? Jeg er sikker på, at en mandlig fortæller ikke ville have det problem!«.
Det er for nemt bare at lade jeg-fortælleren tabe en diskussion indimellem, mener Levy. Så hun har forsøgt at lade forskellige følelser eksistere samtidig, lade jeg’et være sårbart om mandagen og fyldt med power om torsdagen.
»For sådan er vi alle, så jeg’et skulle ikke være en kvindelig superhelt. Jeg har forsøgt at få det kloge, det dumme, det stærke, det sårbare til at eksistere side om side i denne kvindelige forfatter«.
Hvorfor smækkede jeg med døren?
I disse år når en række kvindelige forfattere en stor læserskare med deres bøger baseret på egne liv. Såsom britiske Rachel Cusk, italienske Natalia Ginzburg og franske Annie Ernaux. Levy har ikke et bud på, hvorfor interessen er stor for den type bøger netop nu. Bøger, der ikke er selvhjælpsbøger, men litteratur, understreger hun og går tilbage til sit første øjeblik foran skærmen, hvor hun under Orwells overskrift ’Politisk formål’ skrev passagen om at være i midtlivskrise og græde allermest på rulletrapper.
»Det handler ikke om den konkrete oplevelse, men om, hvordan man tænker som forfatter. Og vi skal tænke på en så flydende måde, som vi kan, leve og tænke frit, og turde tro på, at tanker er formbare. Der skal være en følelse af at tale med og til verden«.
Det forstod hun ikke, da hun skrev sine første sætninger om at græde på rulletrapper, men det gik op for hende hen ad vejen. At hun skulle tro på, at de tanker, som oplevelserne satte i gang, var værdifulde og væsentlige, hvis hun tænkte dem igennem og tog sine følelser alvorligt.
Det var ikke så ligetil for Levy, der er ud af en generation, som er opdraget med, at mænd gør alt tænkearbejdet, og kvinderne står for ’føleriet’.
»Men hvis du skrev om en dag i dit liv, som du føler den, vil det aldrig blive kedeligt«.
»Men hvad betyder det så?«, spørger Levy og svarer selv:
»Det betyder ikke: ’Åh, jeg føler mig ked af det i dag. Eller ’jeg føler mig glad’. Nej, det vil være mere som en buddhistisk tilgang, hvor man undersøger strukturen af sine følelser. Hvorfor smækkede jeg døren? Og hvorfor så hårdt? Det kan man skrive om, så det bliver et stykke konfronterende tekst«.
Det er ikke så ligetil, som det måske lyder. At få adgang til virkelig at mærke, hvad man føler.
»Jeg har respekt for tanken om, at vi undertrykker vores følelser. Det kan være nødvendigt for at beskytte os selv. Men hvis du vil skrive noget af betydning, skal du på en eller anden måde få adgang til alt det, du normalt ville undertrykke, alt det lort«.
Det er forfatterens tilgang til de tre bøger i trilogien, også den tredje, der endnu ikke er udkommet på dansk og har den engelske titel ’Real Estate’. Tilsat kærlighed.
»Jeg ville ikke skrive en bog fyldt med argumenter, så jeg kunne vinde en diskussion. Det er bøger om at skabe sig et nyt liv. Om hvordan du kommer tættere på dig selv, efter års distance. Det er bøger, der handler om at skabe en ny komposition for sit liv«.
Nu har Levy lagt låg på projektet med sine ’levende autobiografier’ og har i stedet netop skrevet en aldeles fiktiv roman. Men hun bliver tit spurgt, om hun ikke skriver en nummer fire i serien. Måske når hun kommer i 70’erne?
»Jeg tager en pause«, siger Levy.
»Men man skal aldrig sige aldrig«.
Redaktion
Tekst: Birgitte Kjær
Foto: Sheila Burnett
Redigering: Heidi Højgaard
Digital tilrettelæggelse: Therese Vestbom-Späth
Redaktør: Lise Garsdal
