Det er blevet mørkt udenfor. I en fjerdesals lejlighed i en sidegade til Gl. Kongevej på Frederiksberg har Agnete Braad igen sat sig ved skrivebordet i sit skriverum og tændt computeren. Coronanedlukningen er faktisk en hjælp. Hendes tre børn er hos deres far denne uge, hun har udført det arbejde, hun har skullet nå på sin arbejdsplads, og verden udenfor er lukket ned.
Skriveprogrammet Scrivener fortæller hende, at hun har skrevet 0 af de 1.000 ord, hun skal skrive i dag. Iført en varm skiundertrøje og en kop sort kaffe ved hånden går hun i gang. Igen.
Aften efter aften går med næsen i sporet, hun skal snuse den danske maler Franciska Clausen op, den unge kvinde og kunstner hun var for 100 år siden, og give hende den roman, hun fortjener.
En septemberdag i 2022 åbner Agnete Braad døren til sin lejlighed, der dufter gennemtrængende af dild. En af de mange buketter fra bogreceptionen, som blev kørt hjem i Christianiacyklen, er fyldt med dildblomster, griner hun. Den står nu ved et åbent vindue.
