»En del bøger har tendens til at blive siddende i kroppen, længe efter man har glemt detaljerne og navnene«.
Sådan lyder det i svenske Ia Genbergs prisvindende ’Detaljerne’, som er en af de romaner, danske læsere kan give sig i kast med i det ny år. Men hvilke af 2023’s udgivelser vil mon blive siddende i kroppen? Gæt med, når Bøger tager en rask overflyvning af, hvad der er i vente.
Nok er litteraturens univers uendeligt stort og vidtrækkende, men hvorfor ikke også læse for at blive klogere på nærmiljøet?
Hægter man sig på Pablo Llambias’ roman ’Parcelhus’, kommer man med til den lille by Gug ved Aalborg, hvor han selv voksede op. Læser man ’Betonhjerter’ af Sarah Rameh kommer man med en tur til hendes barndoms blokke i Høje Taastrup. Rejser man i stedet helt ud vestpå med Kim Blæsbjerg, der udgiver romanen ’De bedste familier’, kommer man til den lille by Lemvig og møder dens indbyggere, som først nyder godt af, at giftfabrikken Cheminova med mange arbejdspladser kommer til byen, og siden lider under den forurening og fiskedød, der følger efter.
