Historisk set har manden altid har haft friheden til at gøre, hvad han vil. Og hvis han var kunstner, havde han to gange frihed. I århundreder har det været legitimeret for mandlige kunstnere at være egoistiske«, siger Jesper Wung-Sung.
»Picasso stod jo ikke på sidelinjen og så sin søn spille fodbold. Det har jeg gjort ufattelig mange gange«.
Jesper Wung-Sung ler, og Duncan Wieses øjne over det fyldige skæg smiler tilbage.
Som far til en dreng på tre en halv måned og en pige på tre år varer det endnu nogen tid, før Duncan Wiese måske står ved en fodboldbane sammen med andre forældre. Jesper Wung-Sung er far til en 16-årig dreng, der er på efterskole, og en 18-årig dreng, der går i gymnasiet. Snart skal han lære at give mere og mere slip på sine børn.
