»Jeg gør oprør sagde jeg til mig selv i morges«.
Sådan står der i prologen til 28-årige Amina Elmis debut. Den introduktion stemmer godt overens med det direkte blik, hun rammer én med fra bogflappens forfatterfoto: en alvorlig ung kvinde i habitjakke og med en asymmetrisk frisure. En, der er klar til at blive set, hørt, læst.
Men hun er også én, der godt kan blive overvældet af mængden af alt det og dem, hun har lyst til at give modstand: stereotype opfattelser af brune og sorte mennesker, unge mænd, der dyrker et undertrykkende kvindesyn begrundet i konservativ islam, overfølsom identitetspolitik og performative venstreradikale, bare for at nævne nogle få ting.
»Der er så meget at gøre oprør mod, så mange kampe, så meget at forholde sig til hele tiden. Det er udmattende. Så jeg vil hellere insistere på glæden«, siger hun.
