Det smerter forfatteren Jens Smærup Sørensen. »Det giver et lille stik i hjertet«, som han siger, for han vil egentlig helst fortælle en positiv historie om landbruget og livet på landet.
Det modne ægtepar på gården et sted lige syd for Limfjorden har jo gjort det rigtige. I forfatterens nye roman ’Evigt i tiden’ har de to centrale personer, Lone og Jakob, været forudseende. De har lagt om til økologisk drift i tide, og de har turdet investere i udviklingen af nye specialprodukter til den moderne, kvalitetsbevidste forbruger.
Men så går det alligevel ikke for Smærup, for nok er ’Evigt i tiden’ især en historie om Lone og Jakob og familien og personerne i deres nærhed, men den handler også om noget større, om landbruget, og hvordan erhvervets og vores fremtid ser ud.
Da Jens Smærup Sørensen har skrevet sig lidt ind i ’Evigt i tiden’, kan han se en deprimerende retning på fortællingen, der begynder med 1700-tallets landboreformer, fortsætter med den markante andelsbevægelse fra anden halvdel af 1800-tallet og afsluttes i nutiden med svinefabrikker og uendelige marker uden ret mange levende hegn og de krat, der engang myldrede af liv.
