»Jeg står ikke her i dag, fordi jeg har lyst til det. Jeg er skrækslagen«. Med disse ord indledte amerikanske Christine Blasey Ford sin vidneforklaring foran Senatets Judiciary Committee i 2018. Herpå fortalte hun dem og desuden hele verden, at hun 36 år forinden, som 15-årig high school-elev, var blevet udsat for et seksuelt overgreb af ingen mindre end Brett Kavanaugh, som nu stod til at blive udnævnt som en af USA’s ni højesteretsdommere, et af landets mest magtfulde embeder.
Få minutter forinden havde hun ikke engang vidst, at hendes vidneforklaring skulle vises på live tv, og nu gik billedet af hende i et blåt jakkesæt og lyden af hendes spage stemme verden over. På få minutter blev hun et symbol på MeToo-bevægelsen, et forbillede for dem, der havde overlevet et seksuelt overgreb, og dem, der kendte dets vidtrækkende skygger; hun var en heltinde, om end en modvillig en – hun ønskede som det første at understrege, at hun ikke havde lyst til at stå der.
I fiktionens verden findes der en arketype, der på engelsk kaldes the reluctant hero – den modvillige helt. Én version af den modvillige helt er en helt almindelig, hverdagsagtig person, som kastes ud i usandsynlige situationer, der tvinger hende til at tage heltinderollen på sig for en stund. Et af eksemplerne på en sådan helt er Frodo Baggins fra Tolkiens ’Ringenes Herre’. Han lever sit idylliske hverdagsliv i The Shire og passer bare sin egen butik, indtil det pludselig viser sig, at han er lige præcis den hobbit, der kan redde hele verden. Så det gør han, selv om han hellere ville have hygget sig derhjemme.
Christine Blasey Ford er netop sådan en modvillig heltinde, eller sådan fremstår hun i hvert fald i sin nye erindringsbog. I ’One Way Back’, som bogen hedder, fortæller hun, hvordan det var at stå frem og fortælle om overgrebet og blive overrasket over, at hele verden lyttede. Om at føle sig som en eller anden almindelig person, men blive hyldet som en helt, og til sidst hvordan det føles, når de politiske systemer ikke bekymrer sig videre om Sandheden – og den er det eneste, man har.
