Synet af bittesmå babytånegle kan nemt stå sammen med et citat fra den tyske 1700-tals filosof Alexander Humboldt i Josefine Klougarts roman. Scener fra et tuberkulosesanatorium og fra en bjergbestigning i de schweiziske Alper falder naturligt ind i teksten, der også trækker på forfatterens personlige erfaring af først at være tæt på at miste sin far efter en operation og dernæst selv være ved at forbløde af en abort for nylig.
Det er sådan, det går, når hun sætter sig til tastaturet, opretter et dokument ved navn ’ny roman’, og en tekst vokser frem, som var den en konstant knopskydende lyssøgende plante.
»Jeg leder aldrig bevidst efter stof«, siger Josefine Klougart.
»Men det er klart, at jeg skriver meget tæt på mit eget liv og det, jeg er optaget af«.
