Søerne er hendes have

Albert Berg – kendt fra den seneste sæson af TV 2-programmet ’Nybyggerne’ – viser rundt i sin lejlighed på Nørrebro i København. Han deler 44 kvadratmeter med kæresten Winta Habte Yehdego, og der er ikke meget plads at rutte med.

Faktisk skulle deres lejlighed have været 108 kvadratmeter, hvis de hver skulle have adgang til de 54 kvadratmeter, som i 2024 er det gennemsnitlige boligareal per dansker.

Men parret er glade for deres lejlighed:

»Ved at bo småt har vi frihed. Vi har ikke lyst til hamsterhjulet, hvor man hele tiden skal have mere – en større lejlighed og flere ting – og så gældsætte sig og have fokus på den næste forfremmelse og lønstigning«, siger Albert Berg.

Foto: Anne Rumland Østbygaard

Langt de fleste danskere gør og har gjort det modsatte af Albert Berg: Når der bygges nye boliger, bliver de stadig større. 213 kvadratmeter var gennemsnittet for et nybygget parcelhus i 2022 ifølge Bolius. I 1960 var det 120. Siden 60’erne er det kun gået én vej: op.

Men spørger man eksperterne, så skal mange flere fremover gøre som Albert Berg. Vi skal simpelthen bo på mindre plads end i dag, hvor danskerne topper listen som de europæere, der har flest kvadratmeter bolig per indbygger.

Det skal vi gøre af hensyn til klimaet. Som Politiken tidligere har skrevet, står byggeri på verdensplan nemlig for 39 procent af udledningen af drivhusgas ifølge FN.

Og derfor er der god grund til se på tiny living-tendensen, hvor mennesker frivilligt vælger at bo på mindre plads. Ud over Albert Berg har vi talt med tre danske eksperter med både viden og erfaring om, hvordan vi bor småt.

Kan man bo i en etværelses?

Arkitekturprofessor Anne Beim fra Kunstakademiets Arkitektskole er en af dem, der mener, at udviklingen skal vendes:

»Lovgivningen, der skal støtte op om det her, bevæger sig ikke lige så hurtigt som klimakrisen, men der er lovgivning på vej. Vi ser ind i en helt anden virkelighed, som peger på store forandringer«, siger professoren, der siden 90’erne selv har boet på en husbåd med 85 kvadratmeter gulvareal med sin mand og tre børn (indtil de flyttede hjemmefra).

Hun bakkes op af Tina Saaby, tidligere stadsarkitekt i København:

»Kloden brænder, og vi skal bevæge os væk fra, at alting skal være hurtigere, mere effektivt og mere rationelt. Vi bliver nødt til at ændre vores adfærd«, siger Tina Saaby, der i dag er direktør i Dansk Byplanlaboratorium.

Eksempelvis bliver vi nødt til at tænke mere kvalitet ind i de rum, vi lever i, siger hun:

»I dag er der en tendens til, at der er meget spildareal, fordi dem, der bygger boligerne, går mere op i antallet af kvadratmeter«.

Også privat har Tina Saaby erfaring med tiny living og med, at kvaliteten i rummene er vigtigere end antallet af kvadratmeter. I to og et halvt år – da børnene var flyttet hjemmefra – lejede hun et 16 kvadratmeter stort værelse hos en kvinde, hun skulle dele køkken og bad med.

»Jeg havde min egen indgang, højt til loftet, stuk, det smukkeste lysindfald og en dejlig udsigt til et kirkespir«, fortæller Tina Saaby, der på ingen måde mener, at hun led nød dengang.

Heller ikke i dag bor hun på mange kvadratmeter. Sammen med sin kæreste deler hun en etværelses lejlighed i Vestersøhus i København. De 63 kvadratmeter i det fredede hus fra 1936, der er tegnet af Kay Fisker, »har det hele«. Det er ganske enkelt hendes drømmebolig.

Foto: Anne Rumland Østbygaard

Foto: Anne Rumland Østbygaard

»I dag ville man skrumpe bad og køkken, hvis det var en etværelses, og kvaliteten af lejligheden ville slet ikke være den samme«, siger hun og fortæller videre, at lejligheden er gennemlyst og har de samme arkitektoniske kvaliteter som de øvrige større lejligheder i ejendommen: Der er brede vindueskarme, stort hjørnevindue, indirekte lys til badeværelse, højt til loftet, indbyggede skabe og stor entre.

Men Tina Saaby oplever ikke, at hendes valg af at bo småt bliver mødt med stor forståelse alle steder. Det første spørgsmål, folk ofte stiller hende om hendes lejlighed, er: Hvor stor er den? Og så bliver de overraskede, når de hører, at den ikke er større. Derefter spørger de til, hvor mange værelser der er – og mange undrer sig over, at man kan leve i en etværelses. Hvor højt oppe er det? – og her undrer de sig også. For de fleste mener, at det er bedst at bo højt oppe. Men er der så have? Og der må Tina Saaby også skuffe folk, selv om hun prøver at forklare, at Søerne er hendes have, og at »vandspejlet er noget af det smukkeste«.

»På et tidspunkt blev jeg ked af spørgsmålene, men jeg lærte, hvad det vil sige at bo på en anden måde end det, mange opfatter som det normale«, siger Tina Saaby.

For dem med kulturel kapital

Albert Berg, Tina Saaby og Anne Beim er ikke de første til at bo på få kvadratmeter. Boligekspert og seniorforsker Mette Mechlenborg fra Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet forklarer, hvordan man i byerne altid har haft små boliger. For det er dyrt at bo i byen. De fattige og de enlige, dem i periferien, de boede småt, og de små boliger var forbundet med lavstatus.

»Det nye er, at de små boliger er blevet noget, nogle af os vælger til. Det er blevet en livsstil. Især for mennesker med kulturel kapital«, siger Mette Mechlenborg.

Hun forklarer, at den lille bolig kan give en følelsen af frihed, især gældsfrihed, når man ikke er bundet til et arbejde, fordi man skal betale et lån ned eller en dyr husleje. Tiny living er med andre ord et reelt alternativ til pendlerkøerne.

Hun vurderer, at nogle, i stedet for at definere sig selv ud fra store, dyre huse, ting og materielt forbrug, er begyndt at definere sig selv ud fra noget andet – og at hele bæredygtigheden skubber på.

Der tegner sig med andre ord et opgør med ’stor, større, vildere, bedre’, som har hersket i halvandet århundrede. I stedet er det nye boligideal ’mindre, vildere, bedre’.

Mette Mechlenborg udkommer i efteråret med en rapport, der handler om mikroboliger i Danmark:

»Det er superbesværligt at få lov til at bo i et tiny house i Danmark. Men de findes. Og ligesom med kollektiverne i 70’erne er det noget, som jeg tror vil komme til at påvirke os, selvom det ret beset kun er en lille andel af os, som bor i dem«.

Vi skal nemlig ikke alle sammen til at bo i et lille hus med hjul på – som er det oprindelige tiny house. Men ifølge Mette Mechlenborg skal vi se på, hvad tiny living tilbyder os:

»’Jeg er stresset’, ’vi kan ikke betale vores regninger’, ’vores børn mistrives’, alle de her store og personlige og individuelle problemer. Der kan det at bo småt være en del af løsningen«, siger hun.

Er tiny living et nyt forbrug?

For Københavns Kommune var det ifølge tidligere stadsarkitekt Tina Saaby i mange år et succesparameter, at københavnerne skulle have flere kvadratmeter at bo på. Mange kom jo fra små lejligheder uden bad i brokvartererne. Men i dag er det sløjfet til fordel for et succesparameter, der handler om bæredygtighed.

Og det er noget, Albert Berg kan se sig selv i, fortæller han.

Han tænker over sit klimaaftryk, og han er allerede ret erfaren udi at bo småt og forbruge lidt. Måske – mest ekstremt – dengang han studerede på en forfatterskole i Norge og boede i en bil – nærmere bestemt en lille, men dog rummelig Berlingo. Ret småt, og ingen plads til at stå op.

Hans analyse er simpel: Hvis man ikke arbejder så meget – i den traditionelle forstand – så har man tiden til at reparere og ordne tingene selv. Og hvis man har tiden til selv at reparere og ordne tingene, så har man ikke brug for at købe nyt hele tiden eller at købe sig til hjælp. Og så kan man godt klare sig med at være deltids-handikaphjælper og forfatter in spe, som Albert Berg er det.

»Jeg syr selv mit tøj, når det går i stykker, og jeg fikser selv min cykel, så jeg prøver at begrænse mit forbrug og undgår at købe nyt. Og jeg gør det stort set kun af lyst. Jeg nyder det. Tingene, jeg omgiver mig med, er færre, men jeg har bedre overblik over dem«.

Når man bor på lidt plads, vil det være nødvendigt at indrette sit hjem efter det, hvis ikke man skal gå meget på kompromis.

En sovesofa er et klassisk eksempel på et møbeldesign, der har flere funktioner og derfor passer godt til mindre hjem. Og netop en sovesofa er da også et centralt møbel i Albert Bergs stue.

Af andre møbler med mere end én funktion kan nævnes stole, der kan stables, borde, der kan foldes ned. Og sofastole med opbevaring. Ligesom gode gamle løsninger som skabe fra gulv til loft og hemse sørger for, at du udnytter alle rummets tre dimensioner.

Foto: Anne Rumland Østbygaard

Og den slags designløsninger er der et marked for, som kun vil blive større, hvis tiny living-fænomenet breder sig.

Men ifølge boligforsker Mette Mechlenborg kan det være udfordrende at leve bæredygtigt – også når man bor småt. Lidt paradoksalt kan man sige, at det allermest bæredygtige, man kan gøre, er ingenting at gøre.

»Det er mere bæredygtigt at beholde det gamle savsmuldstapet end at bruge ressourcer på at sætte nyt tapet op«, siger hun og uddyber:

»Tiny living er smurt ind i et helt nyt forbrugsregime. Selv om man skal være kreativ for at få det til at fungere, når man bor småt – og at kreativitet er et ideal – så ender det ofte med, at man i praksis kommer til at købe noget nyt, fordi det skal passe ind – og så står man pludseligt i Ikea og ser på ’small space living’-produkter«.

»Det er jo de færreste af os, der kan sætte et multifunktionelt køkken op, eller bygge et trappemøbel eller sengen, som vupti kan vippes ned fra vægge. Så derfor er der et kæmpe forbrug knyttet til at bo småt og lækkert«.

Det samme paradoks ser Mette Mechlenborg hos den japanske oprydningsguru Marie Kondo, der har lært verden om at rydde op og skille sig af med ting.

»Der skal vi jo også købe hendes indretningsgear og bøger«, siger Mette Mechlenborg.

Og Tina Saaby supplerer:

»Selv om vi boede i tiny houses alle sammen, ville vi stadig bruge for mange materialer og for meget CO₂. Alle vil jo stadig gerne have deres eget køleskab, mikroovn og kogeplader, selv om der kun er to kogeplader i stedet for fire«.

Foto: Anne Rumland Østbygaard

Er fællesskabet fremtiden?

Netop faren for et nyt overforbrug leder hen til en anden vigtig pointe, som eksperterne flere gange vender tilbage til: Tiny living – i den form, den begyndte – er alt for individualistisk og har en indbygget risiko for at føre til et nyt (over-)forbrug. I stedet skal vi se på fællesskabet omkring det og muligheden for at dele ting.

Som arkitekturprofessoren Anne Beim fortæller:

»Den klare tendens hos mine studerende er et fokus på de sociale elementer i arkitekturen. De ser muligheder i at skabe nogle gode fællesarealer, man deles om, hvortil man har sit eget rum eller en mindre bolig. Dét peger ind i fremtiden«.

Netop den ide har vundet fodfæste i de seneste par år. Også helt konkret ifølge Tina Saaby:

»Da jeg var stadsarkitekt i København fra 2010-19 og så efterfølgende i Gladsaxe fra 2020-23, prøvede vi at få developerne og investorerne til at bygge flere fællesskaber, men de troede ikke rigtig på det«.

»Men nu kan vi se, at de bliver bygget«, siger Tina Saaby

Hun ser muligheder, men det kræver, at vi ændrer adfærd. Blandt andet skal vi blive bedre til at dele ting.

»En boremaskine bliver i gennemsnit kun brugt i cirka syv minutter i hele sin levetid. Så hvorfor deles vi ikke bare om den?«, spørger Tina Saaby.

Drømmen om Sverige

Fællesskabet er også Albert Berg og Winta Habte Yehdegos drøm. Sammen med nogle venner har de planer om at finde et sted i Sverige, hvor de kan bygge tiny houses off grid – det vil sige et sted, som ikke er byggemodnet. De vil være selvforsynende med solceller, brønd og forbrændingstoilet.

»Winta og jeg kan godt lide at bo småt inde i byen, men vi vil gerne have børn, og det bliver svært på så lidt plads, når man ikke har naturen omkring sig. Vi taler om at bygge modulært, et lille hus på 20-25 kvadratmeter, og så en dag bygge videre, når børnene skal have deres eget værelse«.

Det lyder næsten, som om det er for meget af det gode. Måske er I lidt frelste?

»Ha ha, ja, det kan jeg godt se. Men jeg er egentligt ikke så frelst endda. Jeg har både bil (Berlingoen, red.) og båd«, siger han.

Bilen deler han dog med sin mor, og båden har han sammen med tre venner. Det er kollektive projekter, der på den måde dræner mindre økonomisk.

Foto: Anne Rumland Østbygaard

Han føler sig heller ikke som en omvandrende guru. Tværtimod oplever han tit, at særligt jævnaldrende mænd undrer sig over hans måde at leve og bo på. Måske fordi de – vurderer han – er meget opsatte på, at man skal tjene en masse penge og stige i graderne i en målbar forstand. Og de synes, at det er mystisk, at han stiller sig tilfreds med et arbejde som handikaphjælper.

Så siger han, at han prøver at slå igennem som forfatter, og det møder han mere forståelse for. Men i virkeligheden handler det mest om, at han vil have et langsommere liv, hvor tid ikke er en mangelvare. Især den dag han får børn.

»Så snart man har penge, skal man tage et endnu større lån og få en større lejlighed. Det er overraskende udbredt i vores omgangskreds. Jeg oplever tit, at normen er: større, mere, bedre. Og så kan det godt være, at der bliver talt en hel masse om at arbejde mindre og bo mindre. Men kun meget få gør noget ved det«, siger Albert Berg.

Om planerne i Sverige bliver til noget, må tiden vise. Men de er sikre på, at de får brug for flere kvadratmeter, når de får børn. Så nu flytter de til noget større. 70 kvadratmeter tæt på deres gamle lejlighed på Nørrebro i København. Her kan de starte deres familie.

»Og så må vi se, om vi, når vi får børn, får os en kæmpe overraskelse og bare vil have en stor murermestervilla. Men jeg tror det ikke!«, siger Albert Berg.