Den danske designhistorie er fyldt med koryfæer som Hans J. Wegner, Arne Jacobsen og Nanna Ditzel. Så det kan være sin sag at tage arven op og skabe nye klassikere. Det kræver både talent, drive og håndværksmæssig kunnen – og en sans for timing i forhold til tidsånden.
Nicholai Wiig-Hansen, født i 1964, er en af de danske designere, som rager godt op i landskabet i disse år. Allerede som 25-årig blev han ansat af Ikea, hvor han designede nogle af deres mest kendte møbler, og i 2017 satte han keramikserien Strøm i produktion i regi af sin egen virksomhed, Raawii.
Netop Strøm går for at være en nyklassiker. Men hvem er Nicholai Wiig-Hansen, designeren, som kun de færreste kender som navnet bag en anseelig mængde kendt design? Og hvorfor tror folk, at hans Strøm-serie er en tro kopi af nogle af maleren Lundstrøms hovedværker?
Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at Nicholai Wiig-Hansen skulle være designer. Som søn af keramikeren Leila Sallyman (1926-2002) og den kendte kunstner Svend Wiig Hansen (1922-97), der blandt andet står bag Esbjergs vartegn, den gigantiske skulpturgruppe ’Mennesket ved havet’, kunne det have været oplagt at gå kunstnervejen.
