0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

»I mit arbejde prøver jeg altid at bringe folk derhen, hvor de græder den tredje tåre«

Når Joshua Oppenheimer skaber film om, hvor ødelæggende menneskets selvbedrag er, gør han det med kærlighed og forståelse. Det gjorde han i sin revolutionerende dokumentarfilm ’The Act of Killing’, og det gør han også i sin nye apokalyptiske musical, ’The End’. Menneskets handlinger kan være grusomme, men ingen er enten god eller ond, og som han siger, må vi se på hinanden med medfølelse. Også når den anden er Donald Trump.

FOR ABONNENTER

Da han sidder i flyet på vej hjem, ved han pludselig, hvordan hans næste film skal være.

Inden har han været på besøg et sted i Asien. Der har en oliemilliardær vist ham rundt i sin bunker, som han har fået bygget til sig selv og sin familie, i tilfælde af at de må forsvinde fra Jordens overflade for at redde sig selv.

Da flyet er i luften, genser han en af sine yndlingsfilm på sin laptop. Jacques Demys musical ’Pigen med paraplyerne’ fra 1964. Den sidste scene bliver siddende i ham: billedet af sneen, der daler på en tom benzintank og på dens høje Esso-skilt. Det får ham til at tænke på, at det egentlig tragiske i ’Pigen med paraplyerne’ er kampen om olieressourcer.

»Pludselig kom det bare til mig, at jeg skulle lave en musical, at den skulle foregå i en bunker hos en familie, der har boet der i de 25 år, der er gået, siden Jorden blev ubeboelig. Og at filmen skulle hedde ’The End’«, siger Joshua Oppenheimer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce