Kajsa Gullberg har utallige gange fået at vide, at hun tænker formeget, og at hun er for ømskindet. Bag de udsagn ligger en antagelse om, at man kan tænke og føle i et omfang, de fleste vil finde tilpas. Og at mennesker som Kajsa Gullberg, 48 år, er forkerte. Fordi hun har en måde at være i verden på, som man kan kalde neurodivergent. Hendes hjerne modtager alle indtryk på fuld styrke. Det kan være overvældende, men også givende.
Som fotograf er Kajsa Gullberg helt sin egen. Hun brød for alvor igennem i 2007 med bogen ’Familiealbum – portrætter fra Ungeren’. Siden dengang har hun lavet en lang række roste og originale projekter. Hendes undersøgelse af kvindekroppen og kvindelig seksualitet i en swingerklub blev i 2020 til fotobogen ’The House of Mirrors’.





