Der løber et usynligt reb under bordet. Det ligger aldrig sådan slapt hen, for en af os er altid i gang med at trække. Så diskret som muligt. Rebet er vævet af Joachim Fjelstrups hemmeligheder, små og store, af de tyndeste, mest gebrækkelige fibre.
Jeg rykker lidt i rebet under bordet, når jeg vil have ham til at gi’ noget mere. Og jeg mærker straks et skarpt ryk som svar. Hertil og ikke længere, betyder det ryk. Hvis en af os rykker så hårdt, at den anden slipper, holder alt så op?
Jeg sidder hjemme hos Joachim Fjelstrup, men det må ikke hedde sig. Hvor meget jeg end er hjemme hos Joachim Fjelstrup, har han betinget sig, at det ikke bliver et hjemme-hos-Joachim-Fjelstrup-interview. Så jeg beskriver ikke, hvad man ser fra hans vinduer og slet ikke, hvad han har hængende på væggene, eller om han har hængt fire Elton John-lp-omslag op på bagsiden af sin wc-dør. Eller hvorvidt ’Rock of the Westies’, overraskende, er et af dem.
Og da han slår det fast en ekstra gang ved sit spisebord, da vi begynder på interviewet, går det op for mig, at vi nok ikke bliver inviteret til hans bryllup en skønne dag, som man siger i ugebladspressen, når en interviewkilde har givet pressen en flig af sit privatliv og derefter er blevet afkrævet hele molevitten.
