Det er ikke kun som radiovært, Sara Bro har været eksponeret. I julen 2001 fik hun i en alder af 27 år konstateret brystkræft. Det har hun i flere omgange fortalt offentligheden om, men sygdommen har også givet hende udfordringer i forhold til, hvor meget den generte privatperson Sara Bro har haft lyst at fortælle, og hvor tæt på medierne så faktisk er gået.
Dengang i 2001 var hun nyforelsket og arbejdede som vært på P3. Hun fik fjernet en knude i brystet og gennemgik et behandlingsforløb, der varede 7 måneder. Et forløb, hun senere har været åben omkring og dokumenteret i bogen ’Sara Bros dagbog’, som blev til ved, at hun lavede videodagbøger, blev fotograferet og efterfølgende interviewet.
Da hun blev erklæret rask, besluttede hun at fortsætte med jævnligt at gå til kontroltjek. Og for 3 år siden fandt lægerne noget, der viste sig at være forstadier til kræft. Derfor fik hun tilbuddet om at få fjernet begge brystet, hvilket hun sagde ja til. De seneste 2½ år har hun været i gang med at få dem rekonstrueret. Og det ville hun egentlig gerne igen fortælle åbent om, men det har vist sig ikke at være omkostningsfrit.
På den ene side ville hun gerne dele ud af sine erfaringer, men på den anden side var hun også nødsaget til at finde en balance. For sin egen skyld, men også af hensyn til hendes børn.
