»Jeg var ikke klar over, at verden var så ufri. Men det blev jeg«.
Ordene er Anne Grete Nissens. For en kort stund tegnede hun det erotiske, danske frisinds ansigt – og ikke mindst krop – udadtil. Den nysproglige student fra Roskilde Katedralskole var blot 21 somre, da hun i oktober 1968 trådte frem i ’Uden en trævl’. Filmen indgår i Cinemateket i Københavns serie om den seksuelle revolution i dansk film, der åbner i dag i anledning af 50-årsdagen for frigivelsen af billedpornografien i Danmark.
’Uden en trævl’ vises 9. juni og der kan man konstatere, at Anne Grete indfriede titlens løfte i de fleste scener. Hendes opsigtsvækkende mangel på blusel gjorde ’Uden en trævl’ til mærkeårets største biobasker made in Denmark og en lukrativ eksportvare.
»Jeg havde bare altid gerne villet være skuespiller. Jeg havde overhovedet ikke nogen fornemmelse af, hvad jeg havde bevæget mig ind i«, siger den forhenværende Anne Grete.
