Fra den klassiske tegneserieæra finder vi i 1952 i Batman nr. 73, hvor Jokeren i jalousi over Batmans smarte gadgetbælte konstruerer sit eget Jokerbælte, der mest var et drillebælte, som kunne skyde med vand, blomster og moppebudskaber.
Sammen med Gækkeren, Pingvinen og Kattekvinden dehydrerer Jokeren samtlige medlemmer af FNs Sikkerhedsråd, og destabiliserer dermed verdensordenen. Det foregår i den veloplagte og kitschede ‘Batman’-film fra 1966, hvor Batman & Robin heldigvis opfinder en metode til at Bat-anti-dehydrere rådsmedlemmerne, næsten perfekt.
I ‘Detective Comics’ nr. 475 diskes der op med forgiftede Jokerfisk, som fylder fiskernes garn. Jokeren kræver copyright og royalties på sine fisk, men da en ophavsretsekspert meddeler Jokeren at man ikke kan tage copyright på fisk, begynder han at slå mennesker ihjel, indtil det umulige krav imødekommes. Batman forpurrer naturligvis forehavendet.
I den måske mest berømte og indflydelsesrige Batmantegneserie nogensinde, Frank Millers ‘The Dark Knight Returns’, bruger Jokeren sin bedøvende læbestift til at få en escortpige under sin kontrol. Hun bruger den igen til at få en amerikansk senator til at starte Tredje Verdenskrig. Her må selveste Superman - i præsident Ronald Reagans tjeneste - i aktion for at stoppe løjerne.
