Revisoren Rikke på 30 år er et vidunderligt bekendtskab fra første øjeblik. Hendes tofarvede pangfarve-øjenskygge og turkise kohl skriger »jeg TØR ... lave et kageportræt af min egen nakke«. Hun griner helt nede fra maven på en selvironisk måde, der næsten stjæler fokus fra hendes stringente kagekonemesterværk, de opfindsomme rævekager og de perfekte Sarah Bernhardt-kager. Er hun i virkeligheden en taktisk 12-tals bager forklædt som humørbombe og dejgøgler i polkaprikker og hot pink?
I afsnit 3 udviser hun i hvert fald en skræmmende seriøsitet, og øjnene, der stråler af tysk disciplin, bærer pludselig kun én farve øjenskygge. Men ak, ambitiøse Rikke scorer selvmål med en tør blommestrudel og en cremesvane a la kuglepen. Heldigt for hende, at ingen kunne have gjort det dårligere end Nik og Jay-fan og dejgøgleren over dem alle, Rasmus, som røg ud på en bunke kagemix formet som en legoborg, som efter dommernes mening »ville være god til en børnefødselsdag«. Rikke = 20 procent 12-tals bager og 80 procent dejgøgler.
I modsætning til Henrik, der røg ud af årets bagedyst som den første, og som betegnede sin bagestil som både strømlinet og elegant, selv om den skilte smørcreme ligesom bare sivede ubønhørligt ud af hans døende kajkager, lever Louise på 37 op til perfektionismen. Sprøjtning, dypning, cremning, der er ikke en finger at sætte på Louises teknik. Hendes cremesvaner knejser, hendes strudel dominerer. Hun er faktisk en slags bagecyborg, der præsterer bedre i teltet end derhjemme. Som den eneste deltager kill bill’er hun sig vej gennem den forhadte brødudfordring og troner som dronningen af gluten, der tager de imponerede dommere i audiens: »Altså din håndtering af din dej …«, siger en fascineret Markus. »Man bør elske med sin dej«, fortsætter han i et anfald af ukarakteristisk lidenskabelighed. Der er 0 procent dejgøgler over Louise, som i modsætning til alle andre mennesker ikke mister et eneste gram værdighed i fuldt tyroleroutfit. Louise = 100 procent 12-tals bager.
Er Victoria vores enhjørning? Den enestående hybrid, der er snorlige på bagværket, men lidt til en side på den der gennemherlige måde? Efter eget udsagn har Victoria en »krøllet tankegang« og gør ikke, »som de andre gør«, men en helt overbevisende sprudlende original er hun ikke, selv om hun både bruger timian og malt i kagerne og kender sine speltsorter. Bagemæssigt bliver Victoria bedre og bedre, og hendes Sofie Lassen-Kahlkeske charme er ikke at kimse ad, når hun som en værre én alligevel siger, at hun vil bage sin focaccia »hårdt og kort«. Lad os prøve Ghita-testen. Ville Ghita Nørby sige, at Victoria ejer folkekærhed, og afstå fra at overfuse hende, hvis hun for eksempel stillede et spørgsmål eller trak vejret? Jeg tvivler. Victoria = 70 procent 12-tals bager og 30 procent dejgøgler.
