Janus Metz, der stod bag dokumentaren ’Armadillo’ fra 2010, har ’The Tree of Life’ øverst på sin liste.
»Det, der er så vildt med den film, er, at den på en måde handler om alting. Den har en ambition om at røre ved altet, ved eksistensen, ved en substans, hvormed vi som mennesker anerkender og forstår og sanser os selv som mennesker, og hvad det vil sige at brydes med den bevidsthed, der gør, at vi hele tiden forsøger at forstå os selv og søge efter mening«, siger han.
»Efter jeg havde set den, kunne jeg nærmest ikke rejse mig fra biografsædet. Jeg følte mig ramt på et plan, jeg ikke kunne formulere. Den gør det, kun den bedste kunst kan: Den rammer mig på noget, jeg ikke kan sætte ord på, fordi det er større end det, jeg kan forstå«.
Seks år efter ’The Tree of Life’ havde premiere, opstod #MeToo-bevægelsen, som uddelte tiltrængte knytnæveslag i Hollywood til magtmisbrugende filmfolk som producermogulen Harvey Weinstein. Om det reelt kommer til at ændre noget, er for tidligt at vide. Men kigger man på de to lister, er der plads til forbedring. Kun en af de 15 film er instrueret af en kvinde, og ifølge Birgitte Stærmose, der står bag ’Værelse 304’, har den danske filmbranche ikke meget at juble over, når det kommer til kønsbalance.
