»Men jeg ligner jo ikke …«, og Thomsen holder en af de små pauser, vores samtale er fuld af, små pauser hvor han lige justerer vinklen og starter fra et lidt andet sted, tit for at lade sætningen glide uforløst ud i verdensaltet igen.
»Jeg ligner jo en, der er sur«, siger han så.
»Jeg får altid at vide, at jeg ser så sur ud i dag. Lige så længe som jeg kan huske, har jeg fået det at vide. Jeg er i princippet aldrig sur! Men jeg kan da godt se på de billeder, der er taget af mig, ikke mindst da jeg var ung, at jeg virkelig ikke ser særlig glad ud«.
Men det var du? Glad?
