0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Paris Hilton var bare noget, Paris Hilton fandt på

24. september 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
  • Danny Seo/Ritzau Scanpix

I den nye dokumentar ’This Is Paris’, der kan ses på YouTube, fortæller realitystjernen Paris Hilton sin sandhed. Blondinen, der forargede sig ind i folks hjerter, er nemlig en opfundet karakter, der stadig sætter spor.

Det her er Paris Hilton«, siger hun først med en lys stemme, »nej, det her er« siger hun så og går en tone ned. Realitystjernen, dj’en, hotelarvingen og fænomenet Paris Hilton står i et studie og skal optage en lydbid, men kan ikke helt bestemme sig for et toneleje. Sådan starter ’This Is Paris’ symbolsk, for hun mestrer mange stemmer, mange ansigter og kan give ethvert medie, lige hvad det drømmer om. Nu skal vi til bunds i, hvem den ægte Paris Hilton er. Men først må man forstå hendes plads i det (pop)kulturelle landskab.

Der er nemlig et før og et efter Paris Hilton. Hun var den første store kendis, der udelukkende lod til at være kendt for sin kendthed. Hun startede som en figur i nattelivet, men blev for alvor kendt, da hun i 2003 tonede frem på skærmen i realityprogrammet ’The Simple Life’. Her blev hun sammen med Nicole Richie, datter af Lionel Richie, sendt ud i en amerikansk udørk for at være storbypige på udebane.

Hun føltes som sat på jorden for at kropsliggøre dårlige blondinejokes

Serien blev en kæmpe succes, og Paris Hilton forargede sig ind i folks hjerter med sin knirkende stemme, bemærkninger om ikke at vide, hvad en gulvmoppe var, og evigt bærende på en lille chihuahua. Hun føltes som sat på jorden for at kropsliggøre dårlige blondinejokes.

Siden blev hun det nutidige selfies moder og den originale influencer. Uden Paris Hilton var der ikke noget, der hed Kim Kardashian, der startede som Paris Hiltons personlige assistent, for siden – sammen med sin familie – at blive en nok endnu større stjernekonstellation. Da Paris Hilton gjorde sin entré, var det uhørt, at en, der havde arvet sig til rigdom, og som lavede reality-tv, nogensinde skulle blive til noget. Siden har USA fået en præsident ud af nogenlunde samme opskrift.

blå bog

Paris Hilton

Født 1981. Amerikansk forretningskvinde, influencer, dj, skuespiller, sanger og model. Oldebarn til Conrad Hilton, skaberen af hotelkæden Hilton Hotels.

Blev især kendt efter sin medvirken i realityprogrammet ’The Simple Life’, som kørte fra 2003 til 2007. Kort efter premieren på programmet lækkedes en sexvideo med hende og den daværende kæreste, Rick Salomon, hvilket gjorde hende endnu mere kendt.

Har udgivet pladen ’Paris’ og blandt andet spillet med i filmen ’House of Wax’. Da hun var allermest kendt, kunne et paparazzifoto af hende være en million dollars værd. Hun har 12,8 millioner følgere på det sociale medie Instagram og tjener ifølge onlinekilde cirka 10 millioner dollars om året.


Papfiguren Paris

Men det var falskt. Det afslører Paris Hilton allerede fire minutter inde i dokumentaren: »Jeg har det, som om verden tror, de kender mig, fordi jeg har spillet den her rolle så længe. Det er ikke mig, ingen ved rigtig, hvem jeg er«.

Den Paris Hilton, der ikke kunne genkende en moppe, var pure opspind. Det skal nemlig vise sig, at Paris Hilton har en mørk hemmelighed.

Da Paris Hilton gjorde sin entré, var det uhørt, at en, der havde arvet sig til rigdom, og som lavede reality-tv nogensinde skulle blive til noget.Siden har USA fået en præsident ud af nogenlunde samme opskrift

Paris Hilton var som en uvorn teenager, der ikke gør, som hendes forældre gerne vil hun skal. Derfor sender de hende flere gange på opdragelseslejre, men hver gang slipper hun væk. Til sidst ser de sig nødsaget til at indskrive hende ved Provo Canyon School, en blanding af en kostskole og et rehabiliteringscenter, der skal få den festglade Hilton tilbage på dydens smaltaljede sti.

Ifølge Paris Hilton sker indskrivelsen som en decideret kidnapning, hun bliver hentet af fremmede mænd midt om natten og slæbt grædende af sted. En hændelse, der har sat sig som et tilbagevendende mareridt, der fortsat er kilde til søvnløshed hos Paris Hilton. Endnu værre er det på selve skolen, hvor hun fortæller, at man bedøver eleverne med medicin og udøver både fysisk, psykisk og endda seksuel vold mod dem.

Hun gjorde sig selv til en papfigur: usårlig, overfladisk og ekstremt lukrativ. Hendes udvej blev hendes karrierevej

I dette traume ligger kimen til karakteren Paris Hilton. Det grove overgreb, som skoleopholdet var, efterlader hende med en form for Peter Pan-syndrom. Hun nægter simpelthen pure at blive voksen, og selv som snart 40-årig er hun stadig frosset fast i den teenagedrøm, hun dengang fandt på for at slippe væk fra mareridtet. Hun besluttede sig for at (for)blive et brand, et ord, hun selv bruger om sit liv.

Hun gjorde sig selv til en papfigur: usårlig, overfladisk og ekstremt lukrativ. Hendes udvej blev hendes karrierevej.

Udhulet og mørbanket

Den Paris Hilton, jeg ser på skærmen, ligner et umuligt dilemma, et miskmask af selvsikkerhed, mindreværd og aldersforvirrethed. I sluttrediverne opfører hun sig på én gang som evigt ung og virker tynget af alderdoms mørhed. Hun ligner stadig den samme glatte teenager. Hunden er stadigvæk en lille tæppetisser, håret er stadig langt og gyldent, og med trutmundens udbrud af »that’s hot« og »loves it« er hun mere maskot end menneske. Det kan godt være, at personligheden er noget, hun har fundet på, men hun har alligevel udhulet sig selv så længe for at hælde indholdet på flaske, at der snart ikke er mere tilbage.

Paris Hiltons stemme er i situationen tilbage i sit unaturligt højt leje, rollen som den underdanige datter fortsætter

Hun rejser 250 dage om året, dem hun selv mener er hende tættest, er to superfans, og hun sover dårligt stort set hver eneste nat. Men hendes personlighed er et firma med mange ansatte og omsætning for millioner, så hun kaster sig dagligt ud i det.

Der er noget selvdestruktivt over stjernen, der bag den gyldne facade har kastet sig ind i det ene dumme parforhold efter det andet. Altid med halv- og helvoldelige bøllemænd, der har lyst til at kontrollere hende. En af dem er Rick Salomon, der fik hende til at medvirke i det, der siden blev lækket som sexvideoen ’1 Night in Paris’ og skandaliserede og ikongjorde hende.

En anden af dem møder vi i dokumentaren, Aleks Novakovic. Han koger over for åbent kamera til en musikfestival, hvor Paris Hilton spiller et af sine dj-sets (rygtet siger, at hun får en million dollars for sådan et).

I scenen umiddelbart efter ser vi Paris Hilton sidde ved et tårn af Mac-computere:

»Hver gang jeg får en ny kæreste, så køber jeg en ny computer« siger hun lakonisk, for de bryder altid ind i dem eller kaster med dem. Av for den.

Hendes familie er ikke voldelige mod hende, men der bliver ikke aet med hårene i Hilton-klanen.

Moren Kathy Hilton sidder klar i den varme stol til at fortælle kameraet om, hvor meget ballade hendes ældste datter lavede.

Selv om der er beskrivelser af overgreb, finder en af filmens mest ubehagelige scener sted, da Paris Hilton første gang rigtig fortæller sin mor, hvad der skete dengang på Provo Canyon School. De sidder med hver deres minihund i skødet, da datter lister overgrebene op, mens mors glatte ansigt lytter. Uden rigtig at tage ansvar for hvad hendes og mandens beslutning betød for datterens mentale helbred, ender det med et langt kram. Paris Hiltons stemme er i situationen tilbage i sit unaturligt høje leje, rollen som den underdanige datter fortsætter.

Hiltons verden

En historie om Paris Hilton er også en historie om den historiske nutid, vi allesammen lever i. For at redde sig selv kreerede stjernen en malstrøm af selviscenesættelse, der stadig hærger i dag. Hun er som en genfortalt Newton. Men i stedet for at få et æble i hovedet og opdage tyngdekraften, så får hun et traume i nakken og opfinder som reaktion sig selv og, ups, virkeligheden, vi alle sammen lever i.

For det er Paris Hiltons galakse nu, hvor man præsterer for syns skyld og fejer rod under gulvtæppet og ud af kameraets synsvinkel. Sandheden er ikke noget, man fortæller, det er noget, man finder på.

Som hun selv diagnosticerer:

»Nogle gange føler jeg, at jeg var med til at skabe et monster«

Det er det vilde ved ’This Is Paris’, at den viser hvordan én kvindes bearbejdelser af sine traumer blev til hele verdens spilleregler. En hel generation er blevet givet selviscenesættelsens sisyfosarbejde. Som hun selv diagnosticerer:

»Nogle gange føler jeg, at jeg var med til at skabe et monster«.

Om vi nogensinde får nedlagt det igen, er svært at gisne om, men for skaberen selv virker det for sent.

»Du kan ikke være det her brand for evigt. Du bliver for gammel en dag«, siger en stemme bag kameraet.

»Nej«, afbryder Paris Hilton og blotter sine hvide tænder i et smil, »jeg kommer til at være sådan her for evigt«.

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Jørgen Leth + Simon Staho:  Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Kristoffer Hegnsvad:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Filosof Brian Benjamin Hansen:  På det foruroligende filmhotel kan alt ske

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Køer på film:   Da Arne skyder koen i ’Blinkende lygter’, ved vi ikke, om vi skal grine eller græde

Essay:   Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm

Karantæne i film: Fra Jack Nicholson ved vi alle, hvad isolation kan gøre ved et menneske

Lars von Trier ønskede sig en banalisering af maleriet, men fik noget langt mere interessant

Søvn på film:   Vanviddet ligger lige under overfladen hos os alle

Kendte håndjob på film:   På film rykker en rykker tit ved magten

Mathias Kryger:  Det var dildoen, der fik mig til at tænke på de blå kroppe

Kun tabermænd onanerer på film og tv. Masturberende kvinder derimod ...

Lucia Odoom:  Tiden er langt om længe løbet fra den sorte søde veninde

Det ender kun godt, i det omfang at hun er i stand til at være mor

Gaden er farlig:  Ludere, trækker­drenge og alverdens perverse bløder ud af fortovet om natten

En nøgen Morten Stig Christensen var et gennembrud for synet på homoseksuelle i danske film