At man på den ene side så varmt går ind for arbejdskraftens frie bevægelighed og udveksling af kulturer mellem øst og vest og så på den anden side mærker dette dybe stik i hjertet, når en filminstruktør, man elsker, forlader sin hjemstavn og begynder at lave film andre steder, typisk i Hollywood.
Jeg tog mig til hovedet, da jeg så, at Koreeda skulle filme i Frankrig, Koreeda, hvis forrige film, ’Shoplifters’, fik en hel verden til – igen – at gå i biografen og se japansk film. I sidste uge havde hans franske ’Sandheden’ dansk premiere, og ved nærmere eftersyn var det en ’rigtig’ Koreeda-film. På samme tid var den autentisk fransk, for jeg tvivler på, at en skuespillerdivatype som den, Catherine Deneuve spiller i filmen, ville kunne findes i Japan.
Hvis jeg i 70’erne havde tænkt, at instruktører kun har rigtig autoritet på hjemmebane, havde jeg skammet mig, da jeg så eksiltjekken Milos Formans serie af film, der spiddede Formans nye hjemland, Amerika, og kildrede systemet alle de frække steder. Forman var blandt de første til at dramatisere amerikansk racisme i Klanen i 30’erne med ’Ragtime’ (1981) og besatte rollen som den ækleste af alle racisterne med en gammel James Cagney, amerikansk nationalhelt par excellence, som Forman lokkede ud af 20 års eksil.
Glem ikke, at det også var Milos Forman, der vendte og drejede amerikanernes puritanske forhold til porno i filmen om Hustler-kongen i ’Folket mod Larry Flynt’ (1996). Og ville nogen havde gættet på, at det ikke var en amerikaner, men en tjekke, der instruerede filmversionen af det ultimative anti-Vietnam-epos ’Hair’ (1979)?
