Lyden spillede en stor rolle for stemningen. Fellini var lige så kreativ med lyd, som han var med billeder. Italiensk film har en lang tradition for asynkron filmlyd, der begyndte under Mussolini, som dekreterede, at alle film fra udlandet skulle eftersynkroniseres.
I mange italienske film, endda også nogle af de store, kan den uorganiske lydside give en desorienteret følelse.
Fellini vidste, hvordan man kunne anvende den desorientering som et udtryksfuldt redskab. Lydene og billederne i hans film står både i kontrast til og forstærker hinanden, sådan at hele den filmiske oplevelse bevæger sig som musik eller et bånd, der rulles ud bid for bid.
Nu om dage bliver folk forblændet af de nyeste teknologiske redskaber og det, de kan. Men små digitale kameraer og postproduktionsteknikker som digital klipning og overblænding er ikke det, der giver dig en film: Det drejer sig om de valg, du foretager i skabelsen af det samlede billede.
