Et spøgelse går gennem italiensk film. Historiens spøgelse. Lazzaro vågner fra fortiden og vandrer ind i en moderne storby. Commedia dell’arte-karakterer konverserer med bøffelunger om forfaldne stalde, alt imens sortskjorter og bådflygtninge varmer sig på samme strand.
Der er, kort fortalt, en bølge af italienske instruktører, hvis film blander fortid og nutid på nye og særlige måder. Helt centralt i denne bølge står Pietro Marcello, der er aktuel på årets CPH:DOX med en dokumentar, der som sædvanligt er optaget af fortiden: Hans ’For Lucio’ er et portræt af den italienske sanger Lucio Dalla, der i 1970’erne sang om fortidens Italien, mens det var ved at forsvinde.
Filmen om Lucio Dalla er måske den nemmeste vej ind i Marcellos filmografi, der ellers består af ret forskellige slags film. For temaet om de historiske forandringer går igen.
Der er en ganske åbenlys måde, hvorpå fortid trænger sig på i Marcellos film: Han gør god brug af arkiv-materiale, hvis ofte monokrome udseende tydeligt kolliderer med hans ellers farverige billeder.
