Kameraet hviler på en række finanshøjhuse. Øjeblikket efter klippes der til billeder af boligkvarterer i brand og pansrede køretøjer, der rykker frem i nattens mørke. I baggrunden lyder et hypnotiserende klaverspil.
»Vi lever i en mærkelig tid – i Storbritannien, Europa og Amerika. Samfundene er splittede og polariserede, ikke bare inden for politik, men også på tværs af kultur«.
Stemmen tilhører den 65-årige tv-journalist Adam Curtis, og denne form for hallucinerende, surrealistisk dokumentarisme er lige præcis, hvad man får i hans nye otte timer lange dokumentarserie, ’Can’t Get You Out of My Head’ – hans til dato mest ambitiøse projekt.
I mere end 30 år har den britiske kultinstruktør haft licens til at grave i BBC’s enorme tv-arkiv. Hans film vises på festivaler verden over og er typisk elsket af folk i kunstmiljøet. Han blander mærkelige fraklip med sekvenser af B-film, computerspil, luftfotografier af byer og krigszoner, kontortårne og computerhardware – og sætter dem sammen med popmusik og alvorstung patos. Hans film kravler ind bag magtens facade og fortæller, hvilke drømme og visioner der har optaget borgerne i de seneste mange år. De er en slags spøgelseshistorier om vores politiske samtid.
