Adam Curtis’ film befinder sig i krydsfeltet mellem dokumentarisme og videokunst. Hans to hovedværker og kortfilm viser en dybt særegen og kontroversiel instruktør, som ikke står tilbage for at levere en sønderlemmende kritik af Vestens kapitalistiske samfund. Her er en guide:
1HyperNormalisation (2016)
Den tager turen gennem historien og kulminerer i en undersøgelse af de kræfter, der har drevet Vestens befolkninger ud i masseusikkerhed, forvirring og bedrageriske fantasier. Filmen blev til i kølvandet på Syrien-krigen, migrationsbølger, Brexit og Donald Trumps valgsejr og forsøger at give en sammenhængende forklaring på disse ellers kaotiske begivenheder. Som altid hævder Curtis, at vi som borgere accepterer en alt for forenklet og nogle gange falsk fortælling om verden. Hans eget episke modsvar spænder over 40 år med en usædvanlig rollebesætning: Assad-dynastiet, Donald Trump, Henry Kissinger, Patti Smith, forhenværende performancekunstnere i New York, præsident Putin, japanske gangstere, selvmordsbombere, Moamar Gaddafi og sidst, men ikke mindst internettet. ’HyperNormalisation’ væver disse historiske fortællinger sammen og gør det klart, at en ny form for modstand må mobiliseres, hvis ikke fremtiden skal falde i hænderne på værre spidser end dem, vi allerede kender i dag.
Klik her for at se filmen på Vimeo
