Hun var et herreløst gadekryds, Laika, hunden fra Moskva, som blev indrulleret i det sovjetiske rumprogram og skudt mod stjernerne 3. november 1957 i satellitten ’Sputnik 2’ for at blive det første levende væsen sendt i kredsløb om Jorden. En stor bedrift med planlagt død til følge. Laika døde at stress og overophedning efter få timer, men ville uanset aldrig være kommet levende ned igen: Kapslen brændte op i mødet med Jordens atmosfære.
Jeg interesserer mig ikke stort for hverken gadehunde eller rumkapsler, men dokumentarfilmen ’Space Dogs’, der først blev vist på CPH:DOX forrige år og nu har premiere i Cinemateket, er en filmpoetisk præstation, der rækker ud over sit emne, overrasker undervejs og forbinder tanker og billeder for at åbne det op med nye vinkler.
Vi åbner i skønheden. Den visuelle og åndens – ved at kigge mod rummet, mod himlen, som en kameraets mimen af menneskets længsel og drømme efter at række ud over Jorden. Og vi fortsætter – i en mere end 15 minutter lang ouverture med poetisk-faktuel voiceover, der til sidst fortæller Laikas endeligt som flyvende flamme. Men hvad så? Hvad blev der af dens sjæl. I de senere rumforsøg kunne man høre hjerterytmen fra dyrene i rummet, men kun som den videnskabelige registrering af liv. Ingen gjorde sig tanker om, hvordan verden så ud for rumhundene, hvad de følte i mørket, hvad de drømte om efter at have set Jorden udefra.
Instruktørduoen Elsa Kremser og Levin Peter visualiserer den flyvende flamme og lader den antage formen af et spøgelse, der alligevel lander på Jorden og – som en legende lyder – igen bevæger sig rundt i Moskvas gader med de andre herreløse hunde. Og fra den poetiske ouverture skifter filmen markant stil over i den ekstreme cinéma verité med lang tids stille tilstedeværelse med især to gadehunde i Moskva.
