Den chilenske instruktør og filmteoretiske tænker Raúl Ruiz sagde engang, at det var umuligt at vide, om en film var slut uden filmkunstens klassiske slutskilt. Jeg forstår det, som om fortællingens naturlige vej er vild og uendelig og uendeligt mangfoldig, og kun fortælleren skaber den fiktion, at noget har den tydelige struktur – en begyndelse, en midte og en slutning – der har præget filmkunsten mere end nogen anden kunstart.
I dag har vi den kompromisløse portugisiske filmkunstner Pedro Costas film på forsiden, men vi har i dagens særlige anledning også lavet en alternativ forside placeret på bagsiden. Her har Film&Tv-sektionens faste tegner, Thomas Thorhauge, tegnet et klassisk slutskilt, ’The End’, og rundt om det filmholdet, der midt under optagelsen af det sidste skud er på vej til at bevæge sig over mod den næste produktion.
Siden sektionen i 2010 udkom første gang, er vi gået på sommerferie i juni, men i år gør vi mere end det. For dette bliver den sidste Film&Tv-sektion trykt på papir. Men slutningen bliver også en begyndelse for mere film- og tv-stof i Politikens kultursektioner, og det bliver et større sats på den digitale avis.
Det er premiereuge for Christoffer Boes ’Smagen af sult’, som vi selvfølgelig anmelder, men vores hovedinterview er med Pedro Costa, som få kender i Danmark. Hans film er hyldet på festivaler verden over, kan købes på blu-ray på Amazon eller streames på streamingtjenesten Criterion, men det er få på dansk jord forundt at have set dem.
