I en lædersofa i et atelier ligger Allie på hug. Hun bliver bollet bagfra af Chresten, en selvoptaget kunstnerkliché med malerpletter på skjorten. Imens græder hun lidt. Da de senere gentager seancen, er han helt oppe at støde, mens hun læser op af et dameblad, han er blevet interviewet til.
Man gør mange mærkelige ting, når man er ramt af kærestesorg. Og det er Allie.
Allie er hovedpersonen i Rikke Kolding og Anna Juuls nye tv-serie ’Fantomforhold’, der netop nu kan ses på streamingtjenesten Xee. En serie om de forskellige vanvidsfaser efter et brud. Om at møde smådestruktive sider i sig selv. Og om, hvilken kur der er bedst: druk og nye knald eller accept, tilgivelse og en ordentlig portion kognitiv terapi.
»Min oplevelse er egentlig, at vi taler virkelig meget om kærestesorg. Der findes jo nærmest ikke den popsang, der ikke handler om at være heartbroken, eller en romantisk komedie, der ikke starter med, at nogen bliver forladt«, siger Rikke Kolding.
