Efter to måneders udsyn på 50 tommer var det lige sådan en scene, der skulle til for at minde mig om, hvorfor det er så fedt at gå i biografen. Ikke noget subtilt, bare blæret action i et format, så man får højdeskræk og spænder selen. Velkommen tilbage i biffen!
Filmens første billede rammer lærredet i et hårdt klip med et closeup af en gispende Tom Holland i rollen som skattejægeren Nathan Drake, mens han suser gennem skyerne. Så klippes der til hans fod, der sidder fast i remmen på en container fra et transportflys åbne lastrum. Klip til en lang række containere, der hvirvler som en tonstung perlekæde efter flyet med Holland sprællende for enden.
Det er vilde billeder, der vækker minder om den legendariske scene fra ’Mission: Impossible 5’ med Tom Cruise dinglende uden på en lettende Airbus.
Men modsat det stunt, som blev udført af Cruise selv, har Tom Holland fået hjælp af digitale effekter. Og det ser man. Ikke fordi det ligner en studieproduktion, men det er tydeligt, at scenen er inspireret af et computerspil, når Nathan Drake begynder at springe fra den ene container til den anden, mens han kæmper sig op mod flyet i nærkamp med bøllede lejesoldater. Det er som luftakrobatisk parkour og martial arts styret af en garvet gamer ved hjælp af controlleren på en Playstation.
