Det er, som om hun tager et forsigtigt tilløb.
Først skriver Abigail Disney, at hun egentlig godt kan lide topchefen, Bob Iger. Hun understreger, at hun kun taler på egne vegne. Ikke familiens. Og at hun i øvrigt ikke har mere at skulle have sagt end alle mulige andre aktionærer.
Så kommer angrebet:
Det er »vanvittigt«, skriver hun. Vanvittigt, at topchefen i Disney tjener mere end 1.000 gange så meget som de ansatte i bunden. Det er uværdigt.
