Det ligner et billede af en fjern planet: en svagt lyselilla globe med nogle små sorte kratere, der omringer et stort. Men det er ikke en planet, det er et billede af Christina Nahnsens højre øje, forstørret og printet ud på et lille stykke firkantet papir, som hun rækker mig hen over bordet i sin lejlighed i Vanløse, lidt uden for København.
»Alt det sorte er dødt – det er cellerne i nethinden, der dør«, forklarer hun.
»Hos mig er det skarpsynet, der bliver ramt. Normalt seende kan ane for eksempel en bevægelse ude i periferien af synsfeltet og så dreje hovedet og stille skarpt, men jeg bliver ved med kun at kunne se omridset eller bevægelsen«.
Christina Nahnsen er født med øjensygdommen stargardt, hvor nethinden langsomt nedbrydes, og har været næsten blind siden de mindste klasser i folkeskolen. For omkring fire år siden, da hendes søn, Silas, var seks år gammel, begyndte han også at se dårligere, og det viste sig, at han havde arvet sygdommen.
