Bag den lidt ærgerligt blodfattige titel ’Anonymous Club’ gemmer sig en af nyere tids mest forrygende og forfriskende rockmusikere, som er omdrejningspunkt for dokumentaren med det lidt spage navn.
Hun hedder Courtney Barnett, og hun ligner lidt en hund, der ikke er blevet friseret for nylig. Men når hun får en guitar om halsen, er den australske musiker en lille dynamitstang op bagi på rockhistorien. Hun skriver sangtekster, der føles som små, ukrukkede digtsamlinger, men har samtidig også et sind, der ikke altid er lige så muntert som resten af hendes udtryk.
Instruktør Danny Cohen har fulgt Barnett over en periode på tre år, hvor hun blandt andet er på verdensturné med sit fremragende album ’Tell Me How You Really Feel’ (2018) – en turné, der også bragte hende til Danmark, hvor Kim Skotte honorerede hendes koncert i Vega med 5 velfortjente hjerter.
