Hvad sker der med mig? Det har mange – og måske flere piger end drenge – spurgt sig selv, når pubertetens hormonstorme ommøblerede krop og selvopfattelse radikalt. Men den 13-årige tolvtalspige Meilin Lee i Pixars nye pletskud af en morsom animationsfilm med mening har nu en mere iøjnefaldende grund end de fleste til at stille det fortvivlede spørgsmål:
Når lidenskaben – vrede, begejstring, forelskelse m.m. – løber af med hende, bliver hun helt bogstaveligt forvandlet til en kæmpestor rød panda!
Røde pandaer eller ’kattebjørne’ findes bl.a. i Nepal, viser det sig, og ligner en krydsning af lille panda, ræv og vaskebjørn. Men MeiMei – som veninderne kalder hende – forvandles til en postkasserød bamse i dobbelt menneskehøjde, og sådan én stikker altså ud i parcelhusmiljøet i Canada. Kalorius er da også »i grunden én stor metafor for puberteten«, siger spillefilmdebuterende Domee Shi selv.
Med sin kinesiske familiebaggrund har hun vist en selvbiografisk aktie i historien, som er skrevet sammen med to andre kvinder. Ja, for første gang i den internationale animerede spillefilms historie er hele det ledende hold bag filmen faktisk kvinder, og det mærkes! Efter strømmen af prinsessetegnefilm fra Disney, de seneste årtier ganske vist tøser med betydeligt mere handlekraft end Tornerose, har de mere nytænkende tvillingestudier hos Pixar nu endelig med ’Rød’ formuleret et flammende opgør med hele konceptet ’den pæne pige’.
