De seneste år er diskussionen om, hvordan man må skildre andre mennesker og kulturer på film taget til i styrke. I den nationale debat har nyere dokumentarfilm som Jesper Dalsgaards ’Kandis for livet’ (2021) og Jannik Splidsboels ’Drømme fra ødemarken’ (2019) vakt offentlighedens interesse for grundlæggende spørgsmål om etik og repræsentation i dokumentarfilm.
I ’Kandis for livet’ var det spørgsmålet om, hvorvidt man må lave film, der går på tværs af ens egen sociale klasse og demografi, mens det i ’Drømme fra ødemarken’ var spørgsmålet om, hvorvidt man som hvid dansker må lave en film om oprindelige folk i Australien. Og hvis svaret er ja, hvilken position kan man som filmskaber indtage i relation til dem, man ønsker at skildre?
Filmskaber og teoretiker Trinh T. Minh-ha har siden 1980’erne været en afgørende stemme inden for udviklingen af en ny, postkolonial og feministisk tilgang til film, der med stor kreativitet og nytænkning netop går i kødet på denne type spørgsmål. Med bøger som ’Woman, Native, Other’ (1989) og film som ’Reassemblage’ (1982) og ’Surname Viet Given Name Nam’ (1989) har Trinhs arbejde bidraget med en vigtig kritik af især den dokumentariske og etnografiske filmtraditions fremherskende konventioner. Et arbejde, der har bestået i at blotlægge, at der bag disse traditioners ideer om et neutralt og værdifrit sprog gemmer sig en kolonial arv, hvis logikker har gennemsyret vores billedverden, sprog og fortælleformer.
Kendetegnende for Trinhs tekster og film er en undersøgende, spørgende tilgang, der konsekvent fravrister billeder, begreber og identiteter deres fastlåste betydninger snarere end at bekræfte dem. Hendes pædagogik er langtfra nem eller letkøbt; hun opstiller ikke klare programskrifter til efterfølgelse, men insisterer i stedet på en dynamisk tænkning, der bevæger sig smidigt i mellemrummene og sprækkerne mellem kategorier, begreber og identiteter.
