Den kinesiske instruktør Zhao Liang arbejder langsomt og grundigt. Hans film optages den ene gang over 12 år og den anden gang i 6 lande. Der går derfor gerne adskillige år, før en ny Zhao Liang-film er klar, men de er værd at vente på. Hans film er ikke bare fremragende. De har også markeret ham som det klareste eksempel på et større æstetisk skifte i kinesisk film.
Derfor er ‘I’m so sorry’, Zhao Liangs første film i seks år, og et poetisk miljøpolitisk portræt af radioaktive områder overalt i verden, også en af de mest spændende film på årets DOX-program.
Ideen om at inddele kinesisk film i ‘generationer’ er en af filmhistoriens største bedrifter inden for markedsføring. I slutfirserne fik filmverdenen øje på en stribe film fra folk som Zhang Yimou og Chen Kaige, og de blev hurtigt solgt, ikke bare som nye og unge instruktører, men som den femte generation af kinesiske instruktører. Desuagtet, at ingen i Vesten havde gidet se fastlandskinesisk film før, og at næsten ingen derfor anede, hvad der udgjorde de fire første generationer, så blev det hurtigt en vedtaget sandhed, at der var en ny og spændende femte generation.
Det var dog også meget tydeligt, at de nye instruktører tilhørte en ny generation. De var nemlig første årgang fra den kinesiske filmskole, da den genåbnede efter Kulturrevolutionen, og de blev derfor alle færdiguddannede i 1982. Deres lærere, der havde fået karrierer og liv smadret af Kulturrevolutionen, kaldte man så fjerde generation og fandt tre andre generationer tidligere i historien.
