Efter at have set de første to afsnit af den seneste spinoff-serie, ’Obi-Wan Kenobi’, i det evigt udvidende ’Star Wars’-univers på streaminggiganten Disney+, er jeg blevet overrasket over at tale med folk, som rent faktisk synes, den er fed.
Jeg elskede den første ’Star Wars’-spinoff, ’The Mandalorian’, hvor den visionære serieskaber Jon Favreau opfandt et helt nyt univers så originalt, at man kunne forsvinde i det uden kendskab til stjernekrigens mytologi.
Med ’Obi-Wan Kenobi’ derimod er det afgørende, at man kender historien fra de tre seneste ’Star Wars’-film fra 1999 til 2005, der genoplivede 1980’ernes stjernekrig med en lang kompleks forhistorie. Endnu vigtigere er det afgørende, at man elskede de tre film, som hører blandt filmhistoriens værste trilogier. Og det er der faktisk en del, der gør. De er bare yngre end mig.
For Generation Y var de tre prequels nemlig det første møde med stjernekrigen. »Det var vores ’Star Wars’«, sagde en kollega, der var 11 år, da han blev blæst bagover af ’Episode I: The Phantom Menace’. Forstå det, hvem der kan, siger vi fra Generation X, mens vi drømmer os tilbage til 80’erne foran ’Stranger Things’.
