Vi skal vænne os til at se vilde heste i den danske natur. Og måske bævere, ulve og elge. Og, hallo, hvad med et par urokser, en flok vilde vildsvin og en hulebamse eller to, nu vi er i gang?
Uanset om man kalder det rewilding eller på mere gebrækkeligt dansk genforvildning, er denne nymodens håndsrækning til den hårdt pressede natur lige så kontroversiel, som den er perspektivrig.
For hvad vil det egentlig sig, at ’genoprette’ noget, som har forsvundet så længe, at man måske ikke helt kan vide, hvilken form for ’oprindelighed’ der giver mening?
Når man ser Phie Ambos nye dokumentarfilm fortælle om ’Organiseret vildskab’ med både poetiske naturbilleder, lyrisk musik og et velgørende glimt i øjet, kan man foreløbig slå fast, at det absolut vildeste og farligste dyr i den danske natur p.t. hverken er ulven eller flåten, men mountainbikeren med den stramtsiddende, blanke pels. Et væsen, der kommer farende så pludseligt ud af krat og skov, at både dyr og mennesker er ved at tabe halen af forskrækkelse.
