Den første filmatisering af belgiske Gabrielle Vincents billedbøger ’Ernest & Celestine’ fik sjældne 6 hjerter her i Politiken i 2015.
Søren Vinterberg skrev i sin anmeldelse, at det var »en fuldstændig fortryllende tegnefilm«, og at det var »en vaskeægte eventyrperle for alle aldre«.
Man skulle da være et skarn, hvis det ikke gav én lyst til at hive sine eller andres unger med i biografen for at se opfølgeren, ’Ernest og Celestine 2: Rejsen til Vrøvlistan’. De to bedste venner, bjørnen Ernest og musen Celestine, tager igen kampen op mod uvidenhed, fordomme og snæversyn, når de besøger Ernests hjemland, hvor de opdager, at al musik er blevet forbudt!
Ernest og Celestine 2: Rejsen til Vrøvlistan. Biografpremiere 4. maj
