En lige så bekvem som sejlivet myte hævder, at Danmark måske nok var en kolonimagt, men da ikke nær så slem som de andre!
Billedet af den følsomme kolonimagt genkender man fra vores fortælling om Grønland som et oplyst rigsfællesskab med små, viftende dannebrogsflag og glade børn i kamikker. Spørger man, hvordan grønlænderne har haft det med forskelsbehandling, sprogundertrykkelse og børn pakket af sted til danske børnehjem, tegner der sig et noget mere broget billede.
Den selvgode myte om den hensynsfulde kolonimagt får en gevaldig syl i flæsket i den nye danske film ’Viften’, der går målrettet efter at pille glansen af Peter von Scholtens glorie. Generalguvernøren, der egenhændigt gav slaverne friheden på de danske vestindiske øer, står ellers i dansk selvforståelse som indbegrebet af den forsonlige danske kolonimentalitet.
Virkeligheden var mere speget. I 1847 havde den danske konge udstedt et såkaldt reskript, der dekreterede, at målet var slavernes frigivelse – 12 år senere. En løsning, hverken slaverne eller de danske plantageejere var specielt begejstrede for. Da von Scholten konfronteret med et oprør egenrådigt dekreterede slaveriets ophør fra det ene øjeblik til det næste, blev han pænt upopulær hjemme i Danmark.
