Gråden er tidens olie, Tobias Rahim græder på hitlisten, Claire Danes græder i tv-serierne, og nu vil også den ellers så smilende Barbie høste følsomhedens valuta og melde sig ind i tidsåndens grædekor.
I den omdiskuterede Barbie-film er der især én scene, der sidder fast i mine tårekanaler.
I scenen er Barbie, som ses i toppen af denne artikel, flygtet ud af Barbie-land, hun har forvildet sig ind i den rå og følelsesladede virkelighed, hvor mennesker går rundt og – i modsætning til i den plastikverden, Barbie kommer fra – får rynker og bliver gamle, glade, vrede og dybt kede af det. Følelserne skyller ind over hende som en skelsættende åbenbaring, så hun til sidst fælder sin første tåre. Scenen er rørende, fordi hun forbinder sig med de menneskelige følelsesmæssige erfaringer, hun aldrig har høstet.
Barbie træder hermed ind i vor tids følelsesladede epoke. En tid, hvor der er ufatteligt mange podcasts, film, sange og tv-serier, der giver frit løb for hulkeriet. I den store gråd kommer kontroltabet og viser os, hvem karaktererne bag facaderne er. De rige græder i ’Succession’, de fattige græder i Netflix-serien ’Maid’. Men det, der slår mig midt i grædeflodbølgen, er, at der mangler nogen. Hvor er de grædende sorte kvinder?!
