Jeg bemærkede for første gang kronprins Frederik med et forelsket og fascineret lillepigeblik, da han blev kæreste med sangerinden Maria Montell i 1996. Det var, samtidig med at Disney havde haft succes med at genudgive gamle Disney klassikere på vhs-bånd.
Vi så på prins Erik i ’Den lille havfrue’, vi så på prins Henry i ’Askepot’, vi så på en måde også på Simba fra ’Løvernes konge’ med et romantisk blik, selv om han var en løveprins. Og pludselig så vi også på kronprins Frederik med vores disneyøjne.
Pressen havde i årevis interesseret sig for kronprinsens kærlighedsliv. Der blev skrevet artikler, som mest af alt mindede om kærlighedsnoveller, i spalterne, artikler om undertøjsmodellen, om tv-værten, og om de var passende eller upassende kærester i dronning Margrethes øje.
Der var mange spekulative teorier om, at det var dronningens ’duer ikke’-blik, der havde afsluttet kronprinsens forhold. Også selv om dronning Margrethe som ung havde giftet sig af kærlighed med den evige prins, prins Henrik. Alle kronprinsens kærester blev set af offentligheden som aspirerende prinsesser og ikke bare ungdomskærester, og de blev derfor målt og vejet på den skrøbelige prinsessevægt.
