Hvis man har glemt vandvejenes afgørende betydning for infrastrukturen i Danmark, skal man blot tage et smut til Det Sydfynske Øhav. På færgeruten Faaborg-Lyø-Avernakø er skibets betydning som transportmiddel nogenlunde lige så afgørende, som det var i middelalderen, om end sejl og årer er blevet udskiftet med motor og bildæk.
Om bord kan man forestille sig et mylder af smuglerfartøjer, vikingesnekker og kogger, middelalderens store fragtskibe, sejle forbi.
Når Lyø toner frem i horisonten, kan man med lidt god vilje også tænke sig til, hvordan ’Sorte Henrik’s skib i 1223 sejlede fra øen med den kidnappede danske korsfarerkonge Valdemar Sejr om bord. Det er denne begivenhed, der varslede sammenbruddet af middelalderens danske Østersø-imperium, der har lokket Politiken Historie til Lyø.
På overfarten sidder avisens udsendte sammen med et betragteligt antal seniorer, der støjer mere end en børnehaveklasse på udgang. Samme udsendte sender desuden lange blikke efter det pludrende grå gulds praktiske påklædning på denne dag, hvor regnen har gjort sit indtog i den danske sommer, men upraktisk påklædning er nu også en måde at være optimist på, som chefredaktøren bemærker ved udsigten til våde sko.
