Det er pissekoldt i Venedig. Det regner, og lugten af tang og fordærv hænger omkring de tungt travende turister, som færdes på strækningerne mellem Rialto, Markuspladsen og Sukkenes Bro. Det er den værste maj i mands minde, fortæller den lille italienske fyr, som henter mig og min kuffert ved lufthavnsbådens stoppested og guider os uden om de værste vandpytter på vej hen til ferielejligheden.
»Er det den globale opvarmning?«, siger han, mens han kigger mod skyerne.
Men vandet i kanalerne er stadig lagune-turkis og mudrende smukt som flydende Murano-glas. Fyldt med skrald, alger, tang og fisk – døde og levende. I de tacky souvenirbutikker i de smalle gader kan man købe figurer i fake Murano-glas af havets fisk og blæksprutter, og i kunsten på Venedig Biennalen er de der også, havets dyr, og vil gerne minde os om, at verden er i forandring, at vi, mennesket, har fucket økosystemet godt og grundigt op.
‘May You Live in Interesting Times’ er titlen på årets biennale, som er ledet af amerikanske Ralph Rugoff, direktør for Hayward Gallery i London og søn af en psykoanalytiker. ’Den kinesiske forbandelse’ kalder man sætningen, som efter sigende altså skulle stamme fra et kinesisk ordsprog, der indikerer, at det er bedre for et menneske at leve under uinteressante omstændigheder – et roligt liv – end et i alt for interessante tider.
