»Han var et sparsommeligt menneske«, fortæller Birthe Hvarre, som holder huset åbent for mig, og som brygger, hvad der må være Lollands bedste kaffe, og serverer kiks dertil.
»Malingen hentede han hos den lokale maler, malerrester. Helt til sidst malede han ikke på lærreder, men udelukkende på pap, på gamle papkasser«.
En nærig gammel særling, tænker jeg.
Det store hus med en rummelig førstesal og kælder blev han aldrig færdig med at renovere. Om vinteren holdt han to værelser opvarmet. Gnisk og stejl. Er det ikke sådan, det er, at være husejer? Sisyfosk? Livet er et håndværkertilbud.
