0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Feature

Vi har været blinde over for alt det, Anna Ancher malede

8. februar 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anna Ancher har i høj grad været parkeret i Skagen, men på SMK i København viser man nu den største retrospektive udstilling med hendes malerier nogensinde – en fremragende udstilling til fem hjerter ifølge Politikens anmelder. Næsten 200 malerier fylder salene, og når man pludselig konfronteres med Anna Anchers vildt varierede motiver, skal vi forstå, at hun aldrig tidligere er blevet taget alvorligt som den store danske kunstner, hun reelt var. »I forhold til de fodslæbende mænd, hun er omgivet af, er hun hele tiden et skridt foran«, lyder det fra SMK.

På SMK hedder en af overinspektørerne Peter Nørgaard Larsen, og i efteråret 2018 havde han hovedet fuldt af dansk guldalder.

Det ville han ikke normalt betegne som et problem, men i nogle dage i september blev det temmelig ubelejligt.

For da befandt overinspektøren sig på Skagens Museum i Nordjylland, hvor han skulle være medvært for et todagesseminar om Anna Ancher og holde et oplæg om det særlig interessante ved den danske maler. På gæstelisten var et dusin danske og udenlandske eksperter, og formålet var at begynde udtænkningen af et udstillingskoncept, for SMK havde sammen med Skagens Kunstmuseer besluttet sig for at lave en stor udstilling med skagensmaleren.

»Jeg skulle finde på noget at sige, men jeg kunne ikke komme med et nyt blik på Anna Ancher, for jeg var simpelt hen for travlt optaget af vores store guldalderudstilling, så jeg besluttede at gå pragmatisk til værks«.

Peter Nørgaard Larsen, der også er seniorforsker, foretog en optælling af, hvad der findes af Anna Anchers værker på museerne – altså hvor mange af den berømte kunstners malerier museerne havde købt før og efter hendes død i 1935.

»Jeg blev ærlig talt meget overrasket over resultatet. Jeg havde ikke forventet, at det var så skævt, og jo mere jeg fik kigget tallene igennem, jo tydeligere kunne jeg se et bemærkelsesværdigt mønster«, siger han.

Det virker, som om man i kunstverdenen er blevet enig om, at det er helt fint, at hun er blevet parkeret i Skagen

Mønsteret viste, at Anna Ancher, som ellers har status som en af de tre mest berømte danske skagensmalere sammen med P.S. Krøyer og Michael Ancher, kun i begrænset omfang var indkøbt af museerne uden for Skagen sammenlignet med de mandlige kolleger.

»Anna Ancher bliver ofte fremhævet som undtagelsen blandt de kvindelige kunstnere, fordi hun fik en plads i kunsthistorien. Men det virker, som om man i kunstverdenen er blevet enig om, at det er helt fint, at hun er blevet parkeret i Skagen«.

I dag åbner den største retrospektive udstilling med Anna Ancher nogensinde. Fremover skal vi ikke blot betragte kunstneren som en af de store skagensmalere, for hun fortjener ifølge SMK at blive løftet helt ind i inderkredsen af store danske kunstnere. Her i 85-året for malerens død bliver vi præsenteret for 194 malerier, der skal demonstrere hendes store motivrigdom og hendes radikalitet som kunstner.

»I forhold til de fodslæbende mænd, Anna Ancher er omgivet af, er hun hele tiden et skridt foran. Hun er moderne, før det moderne maleri overhovedet kommer til Danmark, og hendes måde at arbejde med lys og farve på rækker langt ind i det 21. århundrede, siger Peter Nørgaard Larsen.

Skagens Kunstmuseer
Foto: Skagens Kunstmuseer

Det er altid Hammershøi, der løber med al opmærksomheden som den store banebrydende verdenskunstner, men Anna Ancher gjorde det samme ved at forenkle sit interiørmaleri, så lyset bliver hovedperson. Her i ’Interiør. Brøndums anneks’ fra omkring 1916 og ’Aftensol i kunstnerens atelier på Markvej’, der tidligst kan være malet i 1913. Begge fra Skagens Kunstmuseer

Hans optælling viste imidlertid, at der i dag kun findes i alt 38 malerier af Anna Ancher uden for Skagen på de danske museer, mens man til sammenligning kan finde 184 malerier af en maler som Theodor Philipsen. De to er netop sammenlignelige, fordi de malede impressionistisk før mange andre, fortæller han.

»Da jeg gik i dybden og gennemtrawlede listerne over Anna Anchers malerier for at se, hvad der findes af hende på museerne, og hvornår det er købt, sad jeg tilbage med et resultat, som faktisk sætter spørgsmålstegn ved, om hun er blevet taget så alvorligt, som man gerne vil give indtryk af. Det synes jeg overhovedet ikke, hun er blevet«, siger Peter Nørgaard Larsen.

Glyptoteket har kun ét enkelt maleri af Anna Ancher i samlingen, selv om hun er helt oplagt i forhold til deres samlingsprofil

I Anna Anchers levetid fik hun solgt seks malerier til Statens Museum for Kunst i København, og et enkelt maleri er kommet til i 2011.

»Men vi fulgte ikke rigtig op efter hendes død«, siger han.

På andre københavnske museer, hvor Peter Nørgaard Larsen forventede at finde malerier af Anna Ancher, var hun stort set fraværende, lige med undtagelse af Den Hirschsprungske Samling, forklarer han.

»Glyptoteket har kun ét enkelt maleri af Anna Ancher i samlingen, selv om hun er helt oplagt i forhold til deres samlingsprofil. Det samme ville man kunne sige om Davids Samling og Ordrupgaard, hvor man slet ikke har nogen malerier af Anna Ancher i samlingen«.

Ser man nøgternt på Anna Anchers malerier, ville det netop have været oplagt at gøre hende til en vigtig del af samlingen på SMK, Davids Samling, Ordrupgaard og Glyptoteket, men det dominerende indtryk er, at interessen for hende var ret begrænset, fordi hun var kvinde, mener Peter Nørgaard Larsen.

At Anna Ancher bogstavelig talt blev set som undværlig, bliver tydeligt, når man kigger på Ordrupgaard. Oprindelig ejede museet nord for København faktisk et enkelt maleri af Anna Ancher, men da stifteren, Wilhelm Hansen, ryddede op i samlingen, valgte han at skille sig af med netop maleriet af hende, fortæller Peter Nørgaard Larsen.

»Han gav det væk til Nationalmuseet i Stockholm«.

Ud af indhegningen

Anna Ancher var dansk. Hun var kvinde. Og hun var en stor kunstner. Men står det til Peter Nørgaard Larsen og holdet bag udstillingen på SMK, giver det ikke mening at omtale Anna Ancher som ’en stor kvindelig dansk kunstner’.

»For det, mener vi, er i virkeligheden en lidt nedsættende betegnelse«, siger Peter Nørgaard Larsen.

Man ville aldrig skrive, at Michael Ancher var en stor mandlig kunstner

Folk, som bruger betegnelsen ’stor kvindelig dansk kunstner’ vil helt sikkert argumentere for, at det er positivt ment ...

»Men jeg er ikke enig. Jeg synes, at det er en reduktion til hver en tid, for så tager du hende ikke alvorligt som kunstner. Man ville aldrig skrive, at Michael Ancher var en stor mandlig kunstner. Men i det øjeblik, du nævner den kvindelige dimension, følger en hel masse med. Så opfatter du primært Anna Ancher i forhold til andre kvindelige kunstnere. Men hvorfor fanden ikke sammenligne hende med andre kunstnere? Hvorfor ikke tale om hende som den store kunstner?«.

Så på SMK omtaler I ikke Anna Ancher som en kvindelig kunstner overhovedet?

»Altså, vi har lovet hinanden det«, ler Peter Nørgaard Larsen og indskyder:

»Undtagelsen er selvfølgelig de sammenhænge, hvor det handler om kvinders vilkår. Kun her er det relevant. Ellers er det Anna Ancher. Kunstneren. Maleren«.

Da Peter Nørgaard Larsen nogenlunde havde fået guldalderen på plads i sit system, gik han sammen med udstillingsteamet i gang med at »bundvende« hele Anna Anchers produktion. På Skagens Museum, som SMK har samarbejdet med om udstillingen, rykkede holdet ind i et lokale viet til arbejdet, og her lavede man A4-print af alle Anna Anchers malerier. A4-arkene blev dernæst sorteret og lagt i bunker, alt efter hvad malerierne forestillede. Og her fik Peter Nørgaard Larsen så overraskelse nummer 2.

Skagens Kunstmuseer
Foto: Skagens Kunstmuseer

Anna Ancher fremmaler sollys som få før hende, her som ’Aftensol i kunstnerens atelier på Markvej’, der tidligst kan være malet i 1913.

»For det, vi pludselig kunne se, var blandt andet, at Anna Ancher havde lavet overraskende mange landskaber og religiøse motiver. Men hvad blev der af dem i kunsthistorien? Hvorfor var de ikke blevet en del af historien om Anna Ancher? De har været der hele tiden, men vi har været blinde for dem«, siger han.

Peter Nørgaard Larsens egen forklaring på den kunsthistoriske blindhed er, at Anna Ancher blev »hegnet ind« som den kvindelige skagensmaler.

»Men når man placerer hende i den indhegning, er der rigtig meget, hun ikke kan være. Der er rigtig meget, man slet ikke får øje på«.

Fortællingen om Anna Ancher er blevet, at hun var en del af den naturalistiske kunstnerkoloni, men at hun holdt sig hjemme i huset på Markvej, hvor hun syslede med interiørmaleriet og ofte brugte datteren, Helga, som model.

»Den historie er nem, men kigger man på hendes samlede produktion, passer den ikke«.

Kan sammenlignes med Hammershøi

Indhegningen af Anna Ancher begyndte allerede i hendes samtid. Den daværende direktør på Statens Museum for Kunst, Karl Madsen, der selv malede i Skagen, bærer en del af ansvaret, mener Peter Nørgaard Larsen.

»Karl Madsen skrev, at hun var optaget af den feminine syssel, som han udnævnte pastelmaleriet til at være, og den opfattelse er blevet hængende i dansk kunsthistorie. Jeg har ikke tal på, hvor mange universitetsopgaver jeg har været censor på, hvor Anna Ancher er beskrevet som en kvindelig kunstner, der er meget optaget af hjemmet og interiøret«.

Peter Nørgaard Larsen fortsætter:

»Men tag en maler som Hammershøi. Han gør det samme som Anna Ancher på samme tid – han maler også interiør og er optaget af lyset og solstrålerne – men man taler aldrig om ham som specielt maskulin eller feminin«.

De to kunstnere, Ancher og Hammershøi, er netop oplagte at sammenligne, mener Peter Nørgaard Larsen. For ligesom Hammershøi var optaget af forenkling og endte med at sende sin kone, Ida, ud af billedet for kun at male de tomme stuer og åbne døre, reducerer Anna Ancher sine motiver og sender datteren ud af billedet, så vi nu ser døråbningen, hjørnet og middagssolens dans på væggen.

»Men det er altid Hammershøi, der løber med al opmærksomheden som den store banebrydende verdenskunstner«, siger Peter Nørgaard Larsen.

I havde en stor Hammershøi-udstilling for nogle år siden, og nu bliver Anna Ancher trukket op ved siden af ham. Men hvordan ser du forholdet mellem Michael og Anna Ancher? Hvem var bedst af de to?

»De er to vidt forskellige. Michael Ancher er en af de dygtigste kunstnere i Danmark, når det handler om at skrue en historie sammen som komposition. Han har studeret Rubens og Rembrandt, han kan kunsthistorien. I mange af hendes billeder tænker man til gengæld: Kan du ikke se, at den proportion er helt håbløs? Men han er også låst af sin kunsthistoriske bagage og sin viden, og han har ikke samme visuelle sensibilitet som sin kone«.

Anna Ancher tør nogle ting med sit maleri, som Michael Ancher aldrigkommer til

Men den visuelle sensibilitet skal ikke reduceres til noget diffust feminint, så man ser Anna Ancher som et ubesmittet naturtalent blandt de vidende mænd, understreger Peter Nørgaard Larsen. Hun hentede sin viden et andet sted.

»Hun er ikke skolet på samme måde, men hun opnåede en viden ved at være åben over for det, hun så i Paris, hvor hun studerede hos kunstneren Pierre Puvis de Chavannes i et halvt år. Hun så impressionisterne, hun så postimpressionisterne, hun så især Gauguin, hun tog det ind og forstod at omsætte det i sine egne motiver fra Skagen«, siger han.

»Anna Ancher tør nogle ting med sit maleri, som Michael Ancher aldrig kommer til«.

Synd for mændene?

Siger du ligefrem, at det blev en fordel for Anna Ancher, at hun som kvinde ikke havde adgang til Kunstakademiet i København?

»Det ser sådan ud. Hun er ikke hæmmet af den viden, de andre har om, hvordan et billede skal se ud. Hun kan forholde sig mere frit til den viden, hun får i Paris ved at se på de mest avantgardistiske kunstnere. Samtidig var hun ikke under samme forventningspres som Michael Ancher og Krøyer. De fik bestillingsopgaver, hvor deres succes var med til at øge efterspørgslen efter det samme motiv«.

Hun havde en forstående mand, Michael Ancher, som man ofte gør grin med, fordi han malede heroiske fiskere. Men for mig er han lidt en helt i den her historie

Nu kan det næsten lyde, som om det var helt synd for mændene ...

»Nej, der er rigtig godt belæg for at sige, at kvinder havde svært ved at arbejde som kunstnere, og på den måde er det relevant at være optaget af kvinders vilkår. Det gjaldt bare ikke Anna Ancher. Hun var så privilegeret, som man kunne være. Hun fik et barn, Helga, men havde søstre, der passede barnet, når hun malede, og hun havde en forstående mand, Michael Ancher, som man ofte gør grin med, fordi han malede heroiske fiskere. Men for mig er han lidt en helt i den her historie. Han havde tilsyneladende ikke problemer med at give hende plads«, svarer Peter Nørgaard Larsen.

Det påfaldende, når man passerer igennem SMK-udstillingen, er, at Anna Anchers motivrigdom er så stor. Der er lyset og farverne selvfølgelig, men hun træder vitterlig ofte ud af huset på Markvej, for her fyldes salene også af landskaber, semisymbolistiske malerier og religiøse motiver.

Vi stopper ved en nøgen ung kvinde og hendes gamle mor, der sidder sammen ved et hvidt kors i et gådefuldt besjælet landskab. ’Sorg’ hedder det.

»Man har set ’Sorg’, som en enkelt svipser, et mærkeligt billede, men pludselig kunne jeg se en masse landskabs- og figurstudier, der ledte hen til netop det maleri. Jeg er nu fuldstændig overbevist om, at Anna Ancher gerne ville fortælle nogle store eksistentielle historier«, siger Peter Nørgaard Larsen.

Men er landskabsbillederne og de religiøse billeder også hendes gode billeder?

»Ja, nogle af dem! Billedet ’Sorg’ er et fremragende billede! Det er selvfølgelig ikke der, hun er banebrydende, det er hun i nogle af de lystindrende billeder, som er sindssygt smukke og flotte. Men skal du fortælle historien om Anna Ancher, er det en stor fejl ikke også at have den dimension med«.

Anna Ancher som kvindeligt alibi

Både SMK og Louisiana har haft stor succes med at trække avantgardens og modernismens oversete kvinder frem og vise, at de var kunstnere i deres helt egen ret. Kan man overhovedet klandre fortiden for ikke at have set det, vi ser i dag?

»Nej, det kan vi ikke. Men det skal i hvert fald ikke forhindre os i at prøve at kaste et nyt blik på kunstnerne. Vi må se på historien, og vi må tolke den på baggrund af den samtid, vi lever i, for vi er nødvendigvis optaget af andre ting, end man var for 50 år siden«.

Anna Ancher fik en plads i historien. Nu bliver historien genfortalt. Men andre kunstnere – dem, vi engang gladelig kaldte kvindelige kunstnere – fik aldrig en plads i kunsthistorien. De gled ud efter deres død.

Skagens Kunstmuseer
Foto: Skagens Kunstmuseer

Man har set ’Sorg’ som »en enkelt svipser«, fortæller Peter Nørgaard Larsen fra SMK. Men han er nu overbevist om, at Anna Ancher gerne ville fortælle nogle store eksistentielle historier og derfor også malede symbolistisk.

»Der ligger rigtig mange historier og venter på at blive fortalt. Kunstnere som Johanne Krebs, Anna Petersen og Bertha Wegmann – der er nok at tage fat på – var samtidige med Anna Ancher, og de var fantastiske kunstnere, og de blev glemt. Bertha Wegmann fik ellers medaljer og blev regnet for den dygtigste portrætmaler, da Krøyer døde. Men hun var for kontroversiel, måske fordi hun var ugift og levede med en kvinde«, siger Peter Nørgaard Larsen.

Hun blev et alibi, så man kunne sige, at man også havde en kvinde med i historien. Men hun blev aldrig taget alvorligt som sine mandlige kolleger

Anna Ancher var i mindre grad end de tre samtidige kunstnere kontroversiel, forklarer han.

»Hun var mere spiselig, i kraft af at hun var en del af kunstnerkolonien i Skagen. Nogle vil måske sige, at hun skyggede for de andre, men det mener jeg er forkert, for så lyder det, som om det var noget, hun var ansvarlig for. I kunsthistorien havde man bare ikke behov for at tage andre kvinder ind, da man først havde givet en plads til Anna Ancher«.

Siger du, at Anna Ancher blev et alibi?

»Ja, hun blev et alibi, så man kunne sige, at man også havde en kvinde med i historien. Men hun blev aldrig taget alvorligt som sine mandlige kolleger, og først nu får hun den store retrospektive udstilling på niveau med dem«, siger Peter Nørgaard Larsen

»... Og der er sgu gået nogle år«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til vores digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

KAMPAGNETILBUD - SPAR 50 %
Få avisen fredag-søndag for kun 244 kr./md. i 6 måneder